AFSTEMNINGEN ER SLUT



Simon Kjær, Fenerbahce:

Simon spiller fast på både klub- og landshold. Han er især stærk i sit hovedspil og i mand-mod-mand-dueller, hvor hans stærke fysik kommer til sin ret. De samme dyder gør ham til en spiller, der ofte gør en forskel i standardsituationer. Han har udviklet sig til en af landsholdets absolutte stamspillere.

Christian Eriksen, Tottenham:
Christian er en nøglespiller på både klub- og landshold. Han udfylder rollen som offensiv midtbanespiller enten centralt eller på kanten. Trods sin stadig unge alder er han spil- og kampafgørende og dermed en af de absolutte profiler. Christian er teknisk fremragende i alle detaljer og har et blik for spillet, der rækker langt ud over det gængse. I Tottenham har han indfriet de berettiget høje forventninger, der på forhånd var stillet til ham.

Kasper Schmeichel, Leicester City:
Kasper har de sidste par år formået at slå endeligt igennem - først og fremmest fordi han har spillet fast på sit klubhold Leicester City. 2015 har været et fantastisk år for Kasper og Leicester, der har ligget i toppen af Premier League, siden turneringssæsonen startede. På landsholdet har han været en af de mest betydningsfulde spillere - med mange afgørende redninger. Hans hurtighed, reaktionsstyrke og mod gør ham, sammen med sin evne til at dirigere sit forsvar, til en meget kompetent målmand.

Thomas Delaney, F.C. København:
Thomas er trods sine blot 24 år anfører i FCK og blev i sæsonen 2014-15 valgt til årets spiller. Hans store betydning for holdet ligger i både spilkompetencer og lederegenskaber. Som central midtbanespiller agerer han med kløgt og sikrer balancen i spillet. At han vil vinde kampe kan fornemmes helt op på bagerste række. I forbindelse med standardsituationer har han også vist sine kompetencer i luftdueller. Thomas fik i den sidste playoffkamp mod Sverige en plads i startopstillingen. Her spillede han en lovende første halvleg, men måtte udgå med en skade i pausen. Men afgjort en præstation, der lover godt for 2016.
DANSK BOLDSPIL-UNION