20 mod Tyskland

0 anbefalinger
Landstræner Morten Olsen skifter 10 spillere ud med syv nye spillere i truppen til landskampen mod Tyskland onsdag i næste uge i forhold til VM-slutrunden i forrige måned: Comeback til Lasse Schöne samt Mads Junker med Johnny Thomsen og Nicklas Pedersen som mulige debutanter.

Morten Olsen har udtaget 20 spillere til efterårets første landskamp mod Tyskland i Parken på onsdag den 11. august.

I forhold til de 23 spillere, der var med ved VM-slutrunden i Sydafrika i forrige måned, har landstræneren set bort fra 10 spillere og har i stedet syv nye spillere med i truppen til kampen mod tyskerne.

Til forsvaret bliver Johnny Thomsen fra SønderjyskE forfremmet fra Ligalandsholdet, hvor han har deltaget i de seneste to træningsture til Thailand i januar sidste år og igen i år, mens to af midtbanepladserne går til Johan Absalonsen, OB, og Michael Silberbauer, FC Utrecht, som var med i VM-bruttotruppen helt frem til afrejsen til Sydafrika.

”Johnny Thomsen har gjort et godt indtryk de to gange, han har været med på Ligalandsholdet, og vi ser ham ikke som en højre wing men derimod både som højre back og højre midtbane,” fortæller Morten Olsen om den ene af truppens to mulige debutanter.

Michael Krohn-Dehli, Brøndby IF, var ligesom Silberbauer med blandt kandidaterne til en plads i Sydafrika, og han bliver udtaget til angrebet sammen med Mads Junker, Roda JC, den mulige debutant Nicklas Pedersen, FC Groningen, og Lasse Schöne, som dermed får comeback efter den langvarige knæskade, der har holdt ham udenfor landsholdet siden hans imponerende debut mod Chile for et år siden.

”Vi hilser med glæde Lasse Schöne tilbage efter hans alvorlige skade”, udtaler Morten Olsen med henvisning til den skade, der ugen efter Schönes debut mod Chile for et år siden reelt sendte ham ud af billedet til en plads ved VM-slutrunden, og fortsætter:

”Vi har ikke så mange test-muligheder med landsholdet længere, kampen mod Østrig i marts var den eneste i dette kalemnderår før, vi skulle udtage VM-truppen, og her gav vi Rajko Lekic chancen. Denne gang bliver der så plads til Mads Junker.”

Blandt de nye kandidater til angrebspladserne er Michael Krohn-Dehli den mest erfarne med sine hidtil fem landskampe, mens Mads Junker fik 23 minutter på banen mod Polen for fire år siden, da han kom på banen i stedet for Nicklas Bendtner. Dermed kan der blive debut til den tidligere Herfølge- og FC Nordsjælland-spiller Nicklas Pedersen, som er noteret 12 kampe på U/21-landsholdet.

13 af spillerne i den aktuelle trup var dermed med ved VM-slutrunden med målmændene Thomas Sørensen, Stoke City, og Stephan Andersen, Brøndby IF, samt forsvarsspillerne Lars Jacobsen, Blackburn Rovers, Simon Kjær, Wolfsburg, Daniel Agger, FC Liverpool, Per Krøldrup, Fiorentina, og Simon Poulsen, AZ Alkmaar.

William Kvist, FC København, er til denne kamp udtaget til en plads som midtbanespiller sammen med Christian Poulsen, Juventus.

De øvrige fire angribere i truppen er landsholdstruppens suverænt mest erfarne spiller og potentielle 100 kamps jubilar, Dennis Rommedahl, Olympiakos, samt Mikkel Beckmann, Randers FC, Thomas Enevoldsen, FC Groningen, og Christian Eriksen, Ajax, som alle var med i VM-truppen.

Landsholdstruppen til Danmark-Tyskland

Landstræner Morten Olsen har på forhånd set bort fra Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen, som begge valgte at melde fra til landsholdet efter VM-slutrunden, og begrunder fravalget af de øvrige otte spillere fra VM-truppen – Jesper Christiansen, Patrick Mtiliga, Daniel Jensen, Jakob Poulsen, Jon Dahl Tomasson, Thomas Kahlenberg, Nicklas Bendtner og Søren Larsen - med skader, manglende kampform eller uafklarede klubsituationer.

Morten Olsen afviste i den forbindelse ved dagens pressemøde, at der skulle være tale om et generationsskifte på landsholdet:

”Det handler ikke om alder, det handler om at være god nok. Og jeg synes også, man lige skal huske på, at en Christian Eriksen altså kun lige er fyldt 18 år, og vi allerede har mange, yngre spillere i truppen. Og bare fordi man spiller to gode kampe i Superligaen, så er det ikke ensbetydende med, at man er klar til
A-landsholdet. Derimod følger vi med stor interesse med i de spillere, som Keld (Bordinggaard, red.) tager med på U/21-landsholdet,” slog Morten Olsen fast.

Af: Lars Berendt

02. august 2010, 15:23
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: