Det er ovre. Danmark er ude af VM i fodbold 2010 efter et smerteligt nederlag på 3-1 til 'De Blå Samuraier' fra Japan torsdag aften.
Kampreferat fra
www.vm.tv2.dk
Den danske VM-chance blev knust af dumheder foran eget felt. Gang på gang tvang japanerne det danske forsvar til klodsede frispark i det farlige område, og på to af dem - begge indenfor kampens første 30 minutter - hakkede samuraierne sværdet tværs gennem de danske drømme om 1/8-finale.
Det afgjorde reelt skæbnekampen, hvor danskerne kun kunne bruge tre point, men altså måtte se sig knockoutet af slutrunden i Sydafrika.
Honda hugger hul i dansk VM-håb
Japan forsøgte fra første fløjt at stresse de rød-hvide med et så højt pres, at Krøldrup, Agger og resten af forsvaret næsten fik mærker i ryggen af banderne bag eget mål. Japanerne spillede fokuseret som en flok ninjaer på hemmelig mission, men det lykkedes alligevel Olsens tropper at overtage boldkontrollen i starten af første halvleg.
Det gav til gengæld plads til japanske kontraangreb. Dem formåede det danske forsvar kun at stoppe med klodsede frispark, som skulle vise sig at blive særdeles dyre. For efter 16 minutter skete det, der ikke måtte ske. Danskerne begik det tredje frispark på kort tid tæt på eget mål, og denne gang hakkede samuraisværdet ned i de danske VM-drømme.
Med et tørt hug direkte på frispark sendte angriberen fra CSKA Moskva, Keisuke Honda, jabulanilæderet i en direkte bue over muren og i det lange hjørne forbi Thomas Sørensen, der måtte strække sine næsten to meter helt ud - men alligevel ikke formåede at blokere. Hondas andet mål i turneringen.
Andet søm i VM-kisten
Spillet bølgede frem og tilbage, og danskerne havde bestemt chancerne i den anden ende - om end de rød-hvide virkede en anelse rystede over det tidlige mål. Og så slukkede japanerne reelt for lyset i den danske slutrundelanterne.
Igen begik danskerne et klodset frispark foran eget felt, selvom der var tre mand om boldholderen. Det udnyttede midtbanespilleren Yasuhito Ende til med et teknisk veludført spark at slå det andet søm i den danske VM-kiste. Igen direkte på frispark. Og et flot et af slagsen. Bagud 2-0, og der var spillet godt 30 minutter.
Det så sort ud for Olsens drenge, selvom de skal have den ros, at de ikke gav op. Men som en sommervarm pakke Kærgården, der prøvede at kæmpe mod et nyslebet samuraisværd, gled det hele fra hinanden. Offensiven løb ind i en asiatisk mur af benskinnepareringer og tændte modstandere, mens japanerne lugtede blod som kampen skred frem.
Danmarks VM er slut - men Jon fik sit mål
De Blå Samuraier fortsatte de gode takter og var farlige på kontra, mens danskerne aldrig rigtig formåede at spille sig til den åbne chance. Bortset fra, da Jon Dahl Tomasson fik lov at tage det straffe, der blev begået mod Daniel Agger.
Den danske anfører måtte dog se sit forsøg reddet, men var hurtig over riposten og scorede sit landskampsmål nummer 52. Således udlignede Jon Dahl landskamp-rekorden for flest scorede mål sat af Poul 'Tist' Nielsen i perioden 1910-1925. Begge har nu nettet i alt 52 gange i den rød-hvide trøje. Desværre for Jon Dahl og co. måtte de dog indkassere endnu et japansk mål, da Okazaki udnyttede en kontra til 3-1.
Det var bare ikke godt nok torsdag aften, og resultatet stod ved magt. Danmark tabte til Japan og er ude af VM, mens asiaterne napper gruppebilletterne til 1/8-finalen i selskab med Holland.
Se kampstatistik på www.fifa.com