Selvom Danmark havde bolden i massiv grad, kom holdet kun frem til få chancer i fredagens kamp mod Litauen. Den situation udnyttede gæsterne til at bringe sig foran, men Emil Lyng gav tilskuerne lidt godt at gå hjem på med en sen udligning.
Århus festuge blev fredag middag flyttet ind på Aarhus Stadion, hvor der var fyldt godt op på lægterne - tusinder af begejstrede danske fans udgjorde en festlig ramme på en lun septemberdag på Aarhus Stadion og det summede på tilskuerpladserne, mens Danmark kørte bolden rundt med korte pasninger i kampens begyndelse.
Efter tre minutter endte kuglen hos en fremadstormende Michael Lumb, der med et knivskarpt indlæg servicerede Søren Frederiksen ind foran mål. Frederiksen fik timet opspringet perfekt og sendte bolden på det nederste af overlæggeren - så tæt på et dansk føringsmål.
10 minutters tungt dansk pres ebbede lidt ud i løbet af første halvleg. Danmark havde stadig bolden, men litauerne forskansede sig defensivt og bed kun perifert fra sig på kontra og på dødboldsituationer.
Danskerne havde svært ved at bryde igennem den gulklædte mur, som gæsterne effektiv stillede op foran eget mål. Et par uforløste danske forsøg blev det dog til ved blandt andre Nicki Bille og Mike Jensen.
Danskerne fik i anden halvleg skubbet bolden lidt længere frem på banen, og Nicki Bille havde kampens andet for alvor nærgående forsøg efter 50 minutters spil.
Med indskiftning af Kasper Povlsen på den defensive midtbane, blev Mads Albæk og Mike Jensen skubbet frem. Netop Mike Jensen havde også et godt forsøg ca. 10 minutter efter at Bille havde forsøgt sig.
Og så, ud af det blå, kom chokket. På en kontra skød litauerne frem i højre side, mens gæsterne Tadas Eliosius rykkede i position centralt. Lasse Nielsen så ud til at have godt styr på den litauiske offensivspiller, men et pikant ryk i trøjen sendte Nielsen i græsset, mens Eliosius fortsatte sit nu frie løb og sendte bolden ind bag indskiftede Mikkel Andersen i det danske mål.
Søren Frederiksen kom frem til en kæmpechance i den anden ende få minutter efter, men den litauiske keeper hev en god redning frem af handskerne. Bolden hoppede tilbage på danske fødder i højre side og blev slået indover, hvor Mathias ”Zanka” Jørgensen havde sneget sig med frem - men ” Zanka” fik også sneget sin afslutning forbi mål.
Men den feststemte folkemængde havde ikke set det sidste mål i dag. På en umiddelbart ufarlig boldfremførelse, blev kuglen sendt ud på kanten til Emil Lyng. Angriberen trak med en effektiv førsteberøring ind i banen og klappede uimodståeligt til bolden, der passerede den litauiske målmand i det korte hjørne. 1-1 efter 85 minutter.
Herefter indledte dansker for alvor at massivt pres mod det litauiske mål. Flere danske nærgående forsøg forblev dog ved chancerne, og dermed endte det hele med et remis i det danske landsholds første hjemmekamp i ni måneder - dog med masser af klapsalver fra de mange fremmødte fans.
Bordinggaard: De kvalte vores spil
Det var svært, rigtig svært, for danskerne at komme frem til chancer mod et disciplineret litauisk hold - hvilket ikke kommer bag på U21-landstræner Keld Bordinggaard:
"Efter en god start, hvor vi åbner op med mange muligheder, formår de at kvæle vores spil. Vi har set dem gøre det før. De har spillet 1-1 mod England og tabte med smalle 0-1 til Portugal i kvalifikationskampene. Når de lukker ned, går det ud over vores rytme og flow, og så er de ikke sådan lige til at slå," siger træneren.
Det var en anderledes oplevelse at møde et kompakt hold, efter at Danmark senest har mødt nationer som Frankrig, Elfenbenskysten og Italien:
"De hold, vi har mødt på det sidste, har været meget mere åbne i deres spil, end dem, vi mødte i dag. Sådanne kampe skal vi også være forberedte på at spille til slutrunden næste år. Derfor kan vi bruge erfaringerne fra i dag, til at blive klogere på, hvilke type spillere, der finder løsninger i forhold til disse kampe," fortæller Keld Bordinggaard.
Frederiksen: manglende scoring frustrerede
To minutter og 50 sekunder var spillet, da Søren Frederiksen var umanerlig tæt på at bringe Danmark foran 1-0... men de nederste træsplinter i overlæggeren kom i vejen for en dansk drømmeføring.
"Det var ærgerligt, fordi et mål efter tre minutter kunne have ændret kampens videre forløb. Der gik ikke mange minutter, før end de lukkede af og stod helt vildt kompakt. Det var frustrerende, at vi ikke kan komme frem til de store chancer, men vi formår da at være boldkontrollerende,# fortæller Søren Frederiksen.
Den nyslåede FCK-spiller viste sammen med resten af det danske mandskab glimtvise flotte takter - det skete bare lidt for sjældent:
"Vi skulle være lidt mere på forkant med spillet og have mere tempo i vores pasningsspil. Det blev bedre i anden halvleg, hvor vi rykkede lidt rundt på banen - men vi mangler stadig lidt flow. Det var dog positivt, at vi til allersidst formåde at komme tilbage med en udligning og lægge et stort pres, trods deres solide defensiv," konkluderer angriberen.
Kampfakta:
Danmark U21 - Litauen U21 0-0 (1-1)
Mål: 0-1 Tadas Eliosius (69), 1-1 Emil Lyng
Tilskuere: 7.311
Danmark: Jonas Lössl (46. Mikkel Andersen), Anders Randrup (65. Daniel Wass), Lasse Nielsen, Mathias ”Zanka” Jørgensen, Michael Lumb, Emil Lyng, Mads Albæk (81. Matti Lund Nielsen), Mike Jensen, Søren Frederiksen, Jens Stryger Larsen (46. Kasper Povlsen), Nicki Bille (62. Patrick Mortensen)
Gult kort: Lasse Nielsen (75)