Der trækkes lod til grupperne til EM-slutrunden i Polen & Ukraine fredag den 2. december 2011. Billetbestillingen til slutrunden vil foregå via uefa.com og via dbu.dk og starter den 12. december.
Mangler du en julegave til din fodboldgale kæreste, eller har du bare selv lyst til at bakke de danske fodbolddrenge op ved EM-slutrunden i Polen og Ukraine?
Danske fodboldfans, som har dansk statsborgerskab eller er bosiddende i Danmark, kan i perioden 12. december 2011 - 29. februar 2012 ansøge om billetter til EM slutrunden i Polen & Ukraine via enten uefa.com eller dbu.dk. Danske fans råder over 16 procent af billetterne til Danmarks kampe i gruppespillet (dog minimum 6.000) inklusiv de billetter DBU har til internt brug – herunder sponsorer. De otte stadions har en kapacitet fra 30.000 til 60.000 pladser.
Derudover har to endnu ikke udvalgte rejsebureauer hver 250 billetter til hver kamp. Der trækkes lod til puljerne og dermed fastlæggelse af hvor/hvornår kampene spilles fredag den 2. december.
Billetter til det danske fan-afsnit
UEFA er som rettighedsejer af turneringen suverænt bestemmende i forhold til, hvordan billetsalget skal foregå, og ansøgningsproceduren minder meget om den, som FIFA benyttede i forbindelse med VM-slutrunden i Sydafrika i 2010.
Til EM slutrunden i Polen & Ukraine vil Danmark som deltagende land få vores egen ’fan-portal’. Her kan de danske fodboldfans, fra mandag den 12. december, sikre sig deltagelse om retten til at købe maks. fire billetter til enten en af Danmarks kampe – til alle Danmarks gruppekampe eller til alle Danmarks kampe (inkl. hvis Danmark går videre fra gruppespillet).
Du kan få adgang til billetbestillingen både via www.uefa.com og www.dbu.dk.
’Fan-portalen’ er åben indtil den 29. februar. Herefter trækkes lod blandt alle ansøgere, som får besked pr. mail om udfaldet af lodtrækningen. Lodtrækningen sker den 15. marts. Du skal herefter bekræfte, at du fortsat er interesseret. Du kan altså maks. bestille fire billetter. Der skal oplyses navn på alle deltagere. Navnet på bestilleren kan IKKE ændres. Ved bestilling skal kreditkortoplysninger afgives. Betaling trækkes på kortet 14 dage efter, at du har bekræftet ønsket om købet.
Vi vil på dbu.dk lægge mere detaljerede informationer ud om billetbestillingen til både de danske og andre afsnit efter EM-lodtrækningen den 2. december.
Få flere generelle informationer om billetter til EM-slutrunden på www.uefa.com