Landsholdet giver vold mod kvinder det røde kort

4 anbefalinger
Daniel Agger, Simon Kjær og Thomas Sørensen i front for kampagne mod vold i nære relationer.


Landsholdet går sammen med minister for ligestilling, Lykke Friis, i en kampagne om at sige fra over for vold mod kvinder.

28.000 danske kvinder bliver hvert år udsat for vold fra deres nuværende eller tidligere partner. Landholdsspillerne viser med kampagnen ”Giv vold mod kvinder det røde kort”, at de tager klar afstand fra vold mod kvinder.

På fodboldbanen gælder der klare spilleregler. Sådan skal det også være i hjemmene. Derfor opfordrer landsholdsspillerne alle til at give vold mod kvinder det røde kort i en kampagne, der har Daniel Agger, Thomas Sørensen og Simon Kjær som frontfigurer.

”21.000 børn vokser op i hjem, hvor deres mor bliver udsat for vold. Vi håber, at fodbolddanmark vil være med til at sige stop for vold mod kvinder,” siger landsholdets nye anfører, Daniel Agger.

Med deres deltagelse i kampagnen bidrager spillerne til at kaste lys på et samfundsproblem, der hvert år rammer 28.000 danske kvinder og deres børn.


Ny film skal sætte fokus på fairplay i hjemmene

Daniel Agger, Thomas Sørensen og Simon Kjær giver vold mod kvinder det røde kort i en ny kampagnefilm, der kan ses på YouTube, og som vises her i Parken inden kampens start.

”Det kom bag på mig, at der er så mange kvinder i Danmark, der hver dag lever i frygt for at få bank. Det er ikke i orden. Som fodboldspillere opfordrer vi til fair play i alle livets forhold,” siger landsholdsmålmanden Thomas Sørensen.

Hvert år er der cirka 2.000 kvinder, der er kommet så meget til skade på grund af vold, at de er nødt til at søge hjælp på skadestuen. Samtidig viser undersøgelser, at det tal kun er toppen af isbjerget. Mange kvinder forsøger at skjule, hvad de er udsat for.

”Det nytter ikke, at emnet vold mod kvinder er så tabubelagt, at vi ikke taler om det og ikke siger fra. I fodbold er der klare spilleregler. Det er der også brug for i hjemmene. Derfor opfordrer vi alle danskere til at give vold mod kvinder det røde kort,” siger landsholdspiller Simon Kjær.

Minister for ligestilling Lykke Friis har haft et stort fagligt og personligt engagement i tilblivelsen af kampagnen, som har været i støbeskeen i over et halvt år.

Desværre er ministeren på grund af de restriktive regler, der gælder for ministre efter udskrivningen af folketingsvalg, forhindret i at følge lanceringen af kampagnen til dørs sammen med landsholdet.

Derfor deltog ministeren ikke ved pressemødet fredag morgen, hvor kampagnen blev lanceret.


Se landsholdets kampagne-video her.

Se landsholdets annoncer for kampagnen med de tre spillere:

Daniel Agger
Simon Kjær
Thomas Sørensen

Du kan støtte kampagnen på www.giv-vold-mod-kvinder-det-røde-kort.dk


Fakta om kampagnen:

Formålet er at starte en folkebevægelse mod vold i hjemmet.

Kampagnen er et samarbejde mellem Ligestillingsafdelingen, DBU’s landshold og superligaklubberne AGF, Silkeborg IF og Lyngby.
I løbet af kampagnen bliver der produceret webfilm og elektroniske idolplakater med landsholdsspillere, der giver vold mod kvinder det røde kort.

Der er etableret en Facebook-side, hvor danskerne kan hjælpe med at sprede kampagnens budskab og deltage i konkurrencer om fodboldbilletter og landsholdsmerchandise.

Læs mere på www.giv-vold-mod-kvinder-det-røde-kort.dk



Fakta om vold mod kvinder:

  • Cirka 28.000 kvinder og 9.000 mænd udsættes årligt for partnervold.
  • Hver tiende kvinde i alderen 16-24 år har været udsat for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste.
  • Cirka 2.000 kvinder henvender sig hvert år til en skadestue, efter at de har været udsat for vold fra en partner.
  • Vold i nære relationer har store personlige omkostninger for både offer og udøver.
  • Vold mod kvinder koster samfundet mere end en ½ milliard kroner årligt. '

Kilder: Statens Institut for Folkesundhed

Af: Anders Dybdal og Lars Berendt

02. september 2011, 10:13

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: