Repræsentantskabsmøde: DBUs formand Allan Hansen genvalgt for ny fire-årig periode. Ny formand for Appeludvalget. Ingen ny struktur for Junior- og Ynglinge-DM. Kvinder fortsat kvinder.
Allan Hansen fortsætter som formand for Dansk Boldspil-Union (DBU).
På repræsentantskabsmødet lørdag formiddag den 25. februar genvalgte DBUs øverst besluttende myndighed Allan Hansen, 56 år, som formand.
”Jeg har forsøgt at leve op til den målsætning, jeg stillede jer i udsigt, da I valgte mig for fire år siden. Og jeg fortsat forsøge at fastholde dansk fodbold som ét samlet forum de kommende fire år,” takkede Allan Hansen.
Da Allan Hansen for fire år siden første gang blev valgt som formand for det danske fodboldforbund efter Poul Hyldgaard, var det med 92 stemmer mod daværende næstformand Henning R. Jensens 46 stemmer (syv var blanke).
Der var ingen modkandidater til Allan Hansen, der hermed starter sin anden periode som formand for dansk idræts største specialforbund.
Han har været medlem af DBUs repræsentantskab siden 1996 og DBUs bestyrelse siden 1997.
Ny formand for appeludvalget
Højesteretsdommer Per Walsøe overtager formandsposten for Appeludvalget efter landsdommer Niels Johan Petersen, som sidste sommer trak sig efter 16 år på grund af personlige forhold.
Det skete med virkning fra 31. juli, men idet han var sygemeldt indtil 1. september, indtrådte suppleanten, Ken Christoffersen, med umiddelbar virkning.
Efter en anklage for spirituskørsel tidligere på året, besluttede Niels Johan Petersen besluttet at søge sin afsked som landsdommer ved Østre Landsret.
Niels Johan Petersen blev første gang valgt til DBUs appeludvalg i 1989.
Formanden for appeludvalget skal i henhold til DBUs love have juridisk embedseksamen og opfylde kriterierne for at blive landsdommer.
Mens højesteretsdommer Per Walsøe tiltræder som ny formand for udvalget, var der genvalg til medlem Jens Otto Johansen samt suppleanterne Ken Christoffersen og Kjeld Ranum. Udvalgets tredje medlem er Finn Lautrup.
DBUs appeludvalg fungerer som ankeinstans for DBUs dømmende organer.
Kvinder fortsat kvinder
Herre Eliteungdomsudvalget havde stillet to forslag til en ændring af turneringsstrukturen for Junior- og Ynglinge-DM.
Både udvalgets formand, Jesper Møller, og medlem, Torben Jensen, understregede, at begge forslag efter udvalgets opfattelse var bedre end den nuværende struktur.
Argumentationen for ikke at stille ét forslag var, at udvalget ønskede en debat om forslagene blandt medlemmerne af repræsentantskabet.
Af de to fremsatte forslag vandt det såkaldte 1B med mindst mulig margin – 65 mod 64 stemmer – men ved fremsættelsen af 1B alene opnåede det ikke ¾-dels majoritet (105 stemmer) men kun 58 stemmer.
Et forslag fra en jysk fodboldleder, Lars Knudsen, om at gå tilbage til betegnelsen ”dame-fodbold” for lokalunionernes og forbundets aktiviteter indenfor kvindefodbolden blev nedstemt med 88 mod 43 stemmer, mens otte var blanke.
Bestyrelsesmedlem og formand for DBUs Kvindeudvalg, Erik Hjorth, og repræsentantskabsmedlem Diana Andersen fra KBU anbefalede begge at fastholde den nuværende benævnelse.
Det er kun to år siden DBUs øverst besluttende myndighed, repræsentantskabet, valgte at følge den sproglige og samfundsmæssige udvikling – og mange kvindespilleres egne ønsker.