
Fredag den 24. februar præsenterer DBU ”Holdninger og handlinger”.
Første del af konceptet indeholder en række formulerede holdninger til fremtidens måde at træne, spille og strukturere fodbold på for børn og unge. Holdningerne tager udgangspunkt i DBUs Holdningshæfte 2006.
Den anden del af konceptet indeholder en række dokumenterede, fodboldfaglige anbefalinger til måden at træne og spille på med udgangspunkt i Keld Bordinggaards og Kasper Hjulmands ”Den nye vej” fra 2005.
Næste skridt på vejen til at implementere det nye koncept i landets 1.600 fodboldklubber og seks lokalunionerne.
Inspirations-gruppe
Det går i første omgang gennem en drøftelse af nogle overordnede udviklingsprincipper for fremtidens danske træner- og spilleruddannelser på et møde hos DBU i Fodboldens Hus onsdag den 22. marts.
Dertil samler DBU nu en gruppe bestående af forbundets kommende fem fuldtidsansatte landsholdstrænere på herre-siden samt en række eksterne eksperter blandt tidligere danske topspillere gennem et par årtier, toptrænere, andre ressourcepersoner samt træneruddannelseskonsulenten.
Paneldeltagerne er valgt af landstræner Morten Olsen, assistenttræner og kommende U/21-landsholdstræner Keld Bordinggaard, generalsekretær Jim Stjerne Hansen samt træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk.
Udover landstræner Morten Olsen bliver de interne deltagere fra DBU således den kommende landsholdstrænere for U/21-landsholdet (Keld Bordinggaard), ligesom det forventes den kommende assistenttræner på A-landsholdet og de kommende trænerne for U/19- og U/17-landsholdene deltager. Aftalerne om besættelsen af de tre sidstnævnte stillinger forventes således at være på plads inden mødet 22. marts.
De 20 eksterne ressourcepersoner, som er inviteret med til mødet, tæller Brian Laudrup, Peter Schmeichel, Preben Elkjær og Rene Henriksen, som alle givetvis er mest kendt for deres store præstationer på deres forskellige klubhold og landsholdet. Brian Laudrup er i forvejen engageret i DBUs udvalgsarbejde som medlem af Old Boys-udvalget.
Ungdomstrænere
Michael Laudrup er inviteret til at deltage i sin egenskab af såvel tidligere topspiller i de spanske storklubber Barcelona og Real Madrid samt Ajax i Holland som nuværende træner for Brøndby IF.
Jan B. Poulsen, nu Lyngby Boldklub, Poul Erik Andreasen, AaB, Tom Køhlert, Brøndby IF, Torben Storm, FC København, og Uffe Pedersen, OB, har alle tidligere trænet tophold i enten Danmark eller udlandet eller begge dele, og alle nu beskæftiget som talenttrænere, flere af dem under ITU-programmet (Integreret Talentudvikling).
Claus Steinlein er til daglig leder af FC Midtjyllands fodbold-college, mens den tidligere landsholdsspiller John Steen Olsen i en årrække har fungeret som talentspejder for den hollandske storklub, Ajax Amsterdam, i Norden og som af DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen betragtes som én af dem med mest indsigt i nordisk ungdomsfodbold.
Blandt de øvrige inviterede er Henrik Lehm i realiteten også intern fra DBU, idet han er træner for DBUs Kvinde U/19-landshold, Carsten Broe, cheftræner i Nykøbing Falster Alliancen, Jonnie Larsen, junior-træner i KB, Lasse Christensen, talentchef i Vejle Boldklub, Morten Wieghorst, tidligere landsholdsspiller og nuværende assistenttræner i FC Nordsjælland, Per Friman, tidligere landsholdsspiller og nuværende fodboldanalytiker på TV3, Per Holm, STU-træner i SBU, samt Troels Bech, cheftræner i Esbjerg FB.
Fra inspirations- til task force-grupper
”Vi ved, hvor vi skal hen. Men vi vil gerne nå hele vejen rundt. Derfor har vi inviteret en interessant gruppe af fodboldfolk med hver deres kompetencer, men som ikke nødvendigvis står for den samme fodboldfilosofi, som jeg selv og andre af mine kolleger,” forklarer landstræner Moren Olsen, og uddyber:
”Men vi kommer heller ikke videre ved at være enige, men kun ved at udfordre hinandens synspunkter. Derfor ser jeg frem til en åben debat på vores første møde.”
Inspirationsmødet den 22. marts bliver kun starten på at samle indtryk og inspiration fra forskellig side.
”Det er kun praktikken, der gør, at vi har været nødt til at begrænse os, da vi sendte invitationerne ud torsdag eftermiddag. For der er rigtig mange kvalificerede deltagere, vi ikke kan have med her i første omgang,” understreger træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk, og slutter:
”Efter mødet i marts kigger vi på muligheden for at danne nogle mere specialiserede task force-grupper, og blander derfor kortene igen for måske at tilknytte nogle flere mennesker og for på et tidspunkt at ende op med nogle beskriver-grupper, der skal medvirke til at formulere det detaljerede, faglige indhold i de kommende spiller- og træneruddannelser.”
”Holdninger og handlinger”-konceptet, der betragtes som det mest omfattende, tværfaglige udviklingsprojekt indenfor børnefodbolden i DBUs snart 117-årige historie, er administrativt placeret i DBU Uddannelse med træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk som fagligt ansvarlig.