Nyheder

Karantæne kan ikke ankes

0 anbefalinger
Karantænen til Viborg-spilleren Christopher Poulsen kan ikke ankes. Starter forårssæsonen med én spilledags karantæne i SAS Ligaen efter udvisning i træningskamp mod Vålerenga. Spilleren indberettet af det norske fodboldforbund.
Det er ikke omkostningsfrit at begå voldsomheder i fodboldkampe. Heller ikke i træningskampe.
 
Det var beskeden til Viborgs Christopher Poulsen fra DBUs DM-disciplinærudvalg - og signalet til resten af fodbold-Danmark - da udvalget mandag takserede hans udvisning for en voldsom handling i en træningskamp mod norske Vålerenga til én spilledags karantæne.
 
Udvisningen faldt i en udvisning i træningskampen mellem Vålerenga og Viborg i Østfoldhallen søndag den 22. januar, som det norske mesterhold hold vandt 7-0.
 
 
Viborg accepterede udvisning
 
Baggrunden for karantænen er en indberetning fra det norske fodboldforbund, NFF, som DBU modtog den 25. januar.
 
Efter 40 minutter blev der begået frispark mod Christopher Poulsen, som reagerede ved at give synderen, der sad på knæ, et voldsomt skub, så han faldt omkuld.
 
DM-disciplinærudvalget bad til sin sagsbehandling om en redegørelse fra Viborgs FF. Den adskiller sig kun på et enkelt punkt fra dommer Bernt Bruheims indberetning, som udvalget naturligvis også har benyttet.
 
Kampens dommer skriver således i sin indberetning, at Christopher Poulsen med strakte arme ramte modspilleren i hovedet, mens Viborg mener, det var i brystet/skulderen.
 
Viborg har dog skriftligt erklæret sig enig i, at udvisningen var korrekt.
 
Det er alene forseelsens karakter, der medfører karantænen. Det norske fodboldforbund har i den konkrete sag videresendt indberetningen, fordi der var tale om en voldelig handling eller voldelig adfærd fra spillerens side.
 
DM-disciplinærudvalget har således afholdt sig fra at fortolke på graden af forseelsen, som er beskrevet af dommeren i dennes indberetning.
 
 
Kan ikke ankes
 
DBUs DM-disciplinærudvalg besluttede på den baggrund mandag – og med henvisning til DBUs Love paragraf 23, 1(g) - at tildele Christopher Poulsen én spilledags karantæne svarende til 15 karantænepoint.
 
Viborg FF har i en henvendelse til DBUs turneringsafdeling udtrykt ønske om at anke afgørelsen. I henhold til DBUs Love paragraf 24.1 kan en karantæne på under seks spilledage ikke ankes.
 
Christopher Poulsen skal afsone sin karantæne i Viborgs førstkommende kamp i SAS Ligaen mod Silkeborg søndag den 12. marts mod Silkeborg.
 
”Vi havde ikke nogen forventning om, at Viborg ville takke os for tildelingen af karantænen. Men vi havde til gengæld ikke forventet, at klubben efterfølgende ville forsøge at bagatellisere en voldsom reaktion fra dens spiller, som medførte direkte rødt kort for graden af hans handling,” udtaler formanden for DBUs DM Disciplinærudvalg, Johnny Rune, i en kommentar til sagen, og uddyber:
 
”Udvalget er sat i verden for at beskytte fodboldspillet mod ulovligheder som den, Christopher Poulsen åbenlyst har begået. Det er rent overordnet også i Viborgs interesse, selv om de tilsyneladende ser lidt isoleret på det i dette tilfælde.”
 
 
Forventer udvidet skandinavisk samarbejde
 
På spørgsmålet, om karantænen til Christopher Poulsen ikke er udtryk for en tilfældighed, svarer Johnny Rune:
 
”Vi kan kun straffe de forseelser, der bliver indberettet af dommerne eller kampens øvrige parter. Måske er det snarere dette område, det kræver en opstramning og et større medansvar. Det vil vi kigge på.”
 
Udvalget forventer i øvrigt i løbet af året at indlede drøftelser med det norske og svenske fodboldforbund om et fast aftalekompleks på netop disciplinærområdet.
 
Emnet er blevet aktualiseret af, at klubberne i de tre lande har intensiveret samarbejdet omkring træningskampe både i de tre lande og under træningsophold i Sydeuropa.
 
”Vi har allerede en skabelon, efter vi har startet samarbejdet op omkring Royal League. Turneringen om det skandinaviske mesterskab har medvirket til et konkret samarbejde på tværs af landende for kampene i denne turnering, og det kan vi muligvis udvide til andre kampe,” slutter Johnny Rune.

Af: Lars Berendt

14. februar 2006, 01:38

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: