Nyheder

Morten Olsen: Stop hykleriet!

0 anbefalinger
Ligalandsholdet: Landstræner Morten Olsen tager afstand fra mistænkeliggørelse af DBUs landsholdsaktiviteter. Holder klubberne op på aftale, de selv har indgået med DBU. Se aftalen mellem Divisionsforeningen og DBU. Læs svar på alle usaglige påstande og rimelige spørgsmål om Ligalandsholdet.
”Mere ferie end fodbold”, ”hvorfor behøver de rejse til månen, når de kan træne i Sydeuropa” og ”spillerne kommer utrænede hjem”!
 
Påstande og bemærkninger uden eller med afsender fra nogle få SAS Liga-klubber og Divisionsforeningen, får landstræner Morten Olsen til at reagere. Selv om han helst ville bruge sin tid på forberedelsen af Ligalandsholdets forestående træningstur.
 
”Stop nu det hykleri. Jeg har opfordret til en dialog med de sportsligt ansvarlige i klubberne, så vi kan drøfte, hvordan vi bedst kombinerer vores landsholdsaktiviteter med klubbernes forberedelser til forårssæsonen. Men det kræver, at nogle få klubber stopper deres usaglige påstande og mistænkeliggørelse af vores dispositioner,” udtaler landstræner Morten Olsen.
 
 
Usaglig kritik
 
Landstrænerens reaktion kommer ovenpå de seneste dages udfald mod blandt andet Ligalandsholdets træningstur med deltagelse af 19 spillere fra SAS Liga-klubberne.
 
En træningstur, der blandt andet har til formål at give landsholdstrænerne mulighed for at teste potentialet blandt de formodet bedste spillere fra de danske SAS Liga-klubber, introducere spillerne til spilsystemet på A-landsholdet og tilmed give spillerne international erfaring med hjem i kufferten.
 
”Det er første gang, jeg oplever en så usaglig kampagne i dansk fodbold. Og det er bekymrende, at selv de tyndeste påstande ukritisk bliver videreformidlet gennem medierne. Hverken jeg selv, Keld Bordinggaard, Flemming Serritslev eller vores kolleger i DBUs administration behøver føle os ramte. Men jeg kan godt forstå, hvis det forvirrer tilskuerne,” siger Morten Olsen, og understreger:
 
”Vi har fuldstændig styr på vores dispositioner, hvis nogen skulle være i tvivl. Og vi har overholdt alle, formelle aftaler med klubberne. Nu skal vi bare have overbevist nogle få klubber om, at der er mere konstruktive måder at kommunikere på.”
 
 
Simpel aftale, svær at administrere?
 
DBU har gennem Divisionsforeningen en samarbejdsaftale med klubberne om anvendelsen af spillere til DBUs landsholdsaktiviteter.
 
For Ligalandsholdets vedkommende gælder det, at DBU kan disponere over spillerne fra de danske klubber i op til 14 dage i SAS Ligaens vinterpause. Aftalen, der er mindre end et år gammel, indeholder ingen bestemmelser om, hvornår den 14 dages periode skal ligge.
 
Alligevel har trænere og ledere i nogle få klubber tilsyneladende svært ved at administrere aftalen og de konsekvenser, den har for klubberne.
 
”Jeg er grundigt træt af at skulle forholde mig til alle mulige og umulige argumenter. Og det kan virkelig undre mig, at kritikken først kommer nu, og ikke da aftalen blev indgået,” siger Morten Olsen, og understreger:
 
”Jeg forholder mig til aftalen, som klubberne indgik med DBU for mindre end et år siden. Det er en rimelig simpel aftale, som jeg naturligvis regner med, at de er dygtige nok til at administrere ude i klubberne.”
 
 
Skidt for dansk fodbold

Landstræneren savner en balanceret debat om landsholdsarbejdets betydning for klubberne. Eksempelvis de sportslige og økonomiske fordele, klubberne kan drage af at have spillere på Ligalandsholdet.
 
”Jeg ser frem til at arbejde med spillerne i den aktuelle trup. Og jeg synes, klubberne skulle tage og fokusere på det stykke gratis udviklingsarbejde, vi tilbyder dem, når vi tager spillerne på træningstur.” siger Morten Olsen.
 
Han mener derfor, at kritikken fra nogle få klubbers side foregår på et usagligt plan, men udtrykker også bekymring for konsekvenserne på længere sigt.
 
”Påstandene er udtryk for en egoistisk tankegang hos nogle få klubber. Det ville være ulykkeligt for dansk fodbold, hvis samarbejdet mellem klubberne og forbundet skal foregå på det niveau, vi har set i denne uge,” mener Morten Olsen, som også opfordrer klubberne til at kigge på deres interne forhold:
 
”Fodboldbranchen har udviklet sig, og kommercielle aspekter spiller mere end med end tidligere. Men det gør bare behovet for solidaritet – også mellem klubberne - endnu større. Ikke mindst i en lille fodboldnation som Danmark.”
 
Han understreger samtidigt, at Ligalandsholdet er en vigtig del af hans  forberedelsesarbejde med A-landsholdet:
 
”Spillerne og klubberne skal være opmærksomme på, at hvis vi ikke har denne mulighed for at arbejde med de hjemlige spillere, forringer det helt naturligt chancerne for, at vi kan bruge spillere fra de danske klubber på A-landsholdet.”
 
 
Morten Olsen inviterer til samarbejdsmøder
 
Morten Olsen er naturligvis også opmærksom på den opbakning, han har modtaget fra mange af sine kollegaer, og har sammen med DBU taget første skridt til at skabe en mere aktuel og konstruktiv dialog mellem landsholdstrænerne, klubtrænerne og klubbernes sportsdirektører.
 
”Jeg har taget initiativ til at mødes med mine kolleger fra klubberne. Men hvis klubberne fortryder deres aftale, må de først drøfte det internt og derefter i deres udvalg hos DBU (Udvalg for professionel fodbold, red.). Så kan vi, der er sportsligt ansvarlige, benytte møderne til at drøfte samarbejdet på det praktiske plan ud fra de rammer, vores arbejdsgivere giver os,” forklarer Morten Olsen.
 
DBUs træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk har fået ansvaret for fremover at gennemføre møderne mellem trænerne og sportsdirektørerne, som forventes at finde sted mindst én gang årligt.
 
Sidst en række af klubtrænerne var samlet med landstrænerne var i november måned i forbindelse med DBUs PRO-træneruddannelse. Her stillede ingen af SAS Liga-trænerne spørgsmål om vinterens landsholdsaktiviteter.
 
 
Klubbernes egen aftale
 
Klubbernes repræsentanter i DBUs Udvalg for professionel fodbold blev tillige orienteret om U/21- og Ligalandsholdenes træningsture og de øvrige landsholdsaktiviteter på udvalgets seneste møde den 12. december.
 
Fra DBUs øverste ledelse er der fuld opbakning til Morten Olsens synspunkter om de pågældende klubbers måde at udtrykke deres utilfredshed på.
 
”Det er mindre end ét år siden, vi indgik den nuværende samarbejdsaftale med Divisionsforeningen. Hvis der ikke er opbakning til indholdet blandt klubberne, må de i første omgang afklare det internt i Divisionsforeningen. Derefter kan de fremlægge deres synspunkter og idéer for DBU, og så kan vi drøfte dem på politisk plan,” påpeger Allan Hansen, og slutter:
 
”At hænge DBU ud i medierne for at have brudt en aftale, bare fordi man ikke er enig i indholdet af den, er derimod ganske enkelt urimeligt.”
 
Allan Hansen vil ikke bidrage yderligere til debatten, men understreger, at emnet allerede blev drøftet i DBUs forretningsudvalg tidligere på måneden.
 
Her var der enighed om, at de sportsligt ansvarlige i fodboldforbundet og klubberne selv skulle tage ansvar for at drøfte de praktiske udfordringer i deres samarbejde ved de møder, Morten Olsen og DBU inviterer til.
 
 
Træningstur fra søndag aften
 
Ligalandsholdet rejser søndag den 22. januar på træningstur til Singapore og Hong Kong.
 
Efter mellemlanding i Bangkok mandag den 23. rejser truppen direkte videre til Singapore, hvor der er planlagt fire træningspas inden kampen mod Singapore torsdag den 26. januar.
 
Dagen efter fortsætter turen til Hong Kong, hvor kampene i Carlsberg Cup er fastlagt til søndag den 29. januar og onsdag den 1. februar.
 
Der indledes traditionen tro med to semifinaler, og derefter afsluttes med kampen om tredje- og fjerdepladsen samt finalen på den sidste spilledag.
 
Arrangørerne har trukket lod til de to semifinaler, der giver Ligalandsholdet det udvalgte hold af professionelle spillere fra Hong Kong som første modstander, mens Kroatien og Sydkorea mødes i den anden semifinale.
 
Ligalandsholdstruppen er tilbage i København fredag den 3. februar med SAS’ morgenfly fra Singapore/Bangkok.
 
 
Har overholdt aftalen
 
Den aktuelle samarbejdsaftale mellem DBU og Divisionsforeningen blev underskrevet den 12. april 2004.
 
I aftalen hedder det blandt andet:
 
”Parterne er enige om, at DBU i vinterperioden kan disponere over spillere til træningsophold og turneringer i indtil 14 dage,” samt, at ”DBU vil søge at planlægge landsholdsaktiviteterne i vinterperioden det efterfølgende år, således at klubberne hurtigst muligt og senest den 1. november kan blive informeret om DBUs planer.”
 
Det fremgår således ikke, som først antaget og påstået fra visse klubber, at træningsaktiviteterne skal ligge de sidste 14 dage af januar.
 
Det fremgår derimod af aftalen, at DBU senest den 1. november skal give besked til SAS Liga-klubberne om, hvornår Ligalandsholdets efterfølgende træningstur ligger.
 
Det gjorde DBU i et orienterende brev til klubberne den 24. oktober 2005.
 
I sit brev til klubberne den 24. oktober informerede DBU dem tillige om, at terminen for den forestående træningstur måske kunne variere med en dag eller to i forhold til den på daværende tidspunkt forventede afslutning 1. februar.
 
I henhold til den seneste samarbejdsaftale med Divisionsforeningen har DBU dermed opfyldt sin informationspligt overfor klubberne.
 
DBU har arbejdet med det såkaldte Ligalandshold – de aktuelle og potentielle A-landsholdsspillere fra primært SAS Liga-klubberne – siden 1983.
 
Fodboldforbundet investerer typisk mellem en halv og en hel million kroner i gennemførelsen af træningsturene, der er en del af A-landsholdets træningsforberedelser.
 
 
 
Morten Olsen svarer på usaglige påstande og helt rimelige spørgsmål:
 
Læs landstræner Morten Olsens og assistenttræner Keld Bordinggaards svar på de værste påstande og bedste spørgsmål om Ligalandsholdet her.
 
 
Samarbejdsaftalen:
 
Læs samarbejdsaftalen mellem DBU og Divisionsforeningen om frigivelse af spillere til landsholdene her.
 
 
Ligalandsholdet:
 
Læs om Ligalandsholdet og den faglige målsætning med investeringen i Ligalandsholdet her.
 

Af: Lars Berendt

20. januar 2006, 05:26

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: