Fokus på formationstræning og standardsituationer ved formiddagens før-kamptræning i Santiago.
U/21-landsholdet fløj lørdag eftermiddag til Temuco, hvor søndagens ’returkamp’ mod Chile spilles klokken 19.00. Rasmus Würtz’s ankel i bedring.

Det var dagen efter dagen.
Gårdsdagens restitutionstræning og småløb var gemt godt og grundigt væk på den dagsorden, landsholdstræner Flemming Serritslevs havde i hånden ved dagens træning i Santiago. På den imponerende træningsbane i Complejo Quilin Federación de Fútbol de Chile, der ligger flere kategorier over den bane, som U/21-landsholdet spillede på i Antofagasta, var der dømt taktisk før-kamptræning.
”Det er især den taktiske træning, som vi fokuserer på i dag. Udover en typisk formationstræning, hvor vi spiller forsvar mod angreb for at træne opspillet, fokuserer vi på standardsituationer så som hjørnespark og frispark ude fra siderne,” sagde Flemming Serritslev ved dagens eneste træning i Santiago.
Rasmus Würtz deltog ikke ved dagens træning, men tog i stedet en cykeltur på hotellet. Ifølge holdets læge, Orla Als, er der intet brud på den venstre ankel, der fik et vred under en takling i første kamp mod Chile, og anklen er i bedring. Dog skånes anføreren for træning med resten af holdet indtil videre.
Fra nord til syd

Kort efter formiddagens træning fløj U/21-landsholdet mod syd til Temuco, en by med et noget behageligere, i hvert fald set med danske øjne, klima, med temperaturer, der minder om en dansk sommerdag. Her spiller Danmark søndag ’returkamp’ mod Chile klokken 19.00.
Her var første stop Estadio Germán Becker, der lægger græs og tribuner til søndagens ’returkamp’ mod det chilenske U/21-landshold. Træner og holdet besigtigede kampbanen, der havde en noget anden karakter end banen i Antofagasta.
”Jamen, banen ser da markant bedre ud, end den vi spillede på i Antofagasta, det kunne jo næsten også kun blive bedre. Den er forholdsvis jævn og knap så hård. Dog håber jeg, at græsset bliver klippet før i morgen,” lød den hurtige dom fra Flemming Serritslev.
De lokale forventer godt 5000 tilskuere til kampen i morgen, der fløjtes i gang 19.00 lokal tid (23.00 dansk tid). Startopstillingen ligger klar her på siden klokken 15.00 dansk tid