Thomas Rasmussen, Brøndby IF, har sent tirsdag eftermiddag meldt afbud til Ligalandsholdets træningstur til Singapore og Hong Kong. Afskriver dermed sig selv fra fremtidige landsholdsopgaver. Ny spiller tidligst onsdag.
Landstræner Morten Olsen modtog tirsdag eftermiddag et uventet afbud fra Thomas Rasmussen, Brøndby IF.
Thomas Rasmussen begrunder sit afbud til Ligalandsholdet med, at han foretrækker at finde sin grundform gennem træning med sit klubhold, der afslutter et træningsophold på Gran Canaria onsdag, og rejser på endnu et træningsophold sidst på måneden.

”Jeg accepterer selvfølgelig, at en spiller ikke ønsker at deltage på Ligalandsholdets træningstur. Men omvendt har jeg også gjort Thomas Rasmussen opmærksom på, at konsekvensen af hans afbud er, at han ikke indgår i mine planer for A-landsholdet fremover. Vilkårene for A-landsholdet er efterhånden så ringe, at vi må koncentrere os om de spillere, vi er sikre på, har den rette indstilling og mentalitet,” udtaler landstræner Morten Olsen, og uddyber:
”Ligalandsholdets aktiviteter er en vigtig del af A-landsholdets forberedelser. Vi har kun én international A-landskampdato dette forår (onsdag den 1. marts, red.). Og det er kun i skyggen af VM-slutrunden og den internationale forberedelsesperiode op til slutrunden, at vi kan spille landskampen mod Frankrig den 31. maj.”
Hverken landstræner Morten Olsen eller assistenttræner Keld Bordinggaard ønsker at indgå i yderligere drøftelser om Thomas Rasmussens afbud, og vil koncentrere sig om spillerne i den aktuelle trup.
Siden udtagelsen af Ligalandsholdstruppen tirsdag den 20. december har landstræneren accepteret afbud fra Per Nielsen, Brøndby IF, samt Mads Junker, som har forladt FC Nordsjælland til fordel for Vitesse Arnhem, Morten Skoubo, som er skiftet fra Brøndby IF til Real Sociedad, og Jan Kristiansen, som skiftede fra Esbjerg FB til FC Nürnberg.
De fire afbud har givet plads til Nicolai Stokholm, OB, Dennis Sørensen, FC Midtjylland, Steffen Højer, Viborg FF, samt Kristian Bak Nielsen, FC Midtjylland.
Morten Olsen forventer at udtage en ny spiller til den ledige plads i truppen snarest muligt men tidligst onsdag.
Ligalandsholdets træningstur 2006:
Ligalandsholdet rejser søndag den 22. januar på træningstur til Singapore og Hong Kong.
Flyturen med SAS går via ankomst i Bangkok mandag den 23. rejser direkte videre til Singapore, hvor truppen træner et par gange inden kampen mod Singapore torsdag den 26. januar.
Dagen efter fortsætter turen til Hong Kong, hvor kampene i Carlsberg Cup er fastlagt til søndag den 29. januar og onsdag den 1. februar.
Der indledes traditionen tro med to semifinaler, og derefter afsluttes med kampen om tredje- og fjerdepladsen samt finalen på den sidste spilledag.
Arrangørerne har trukket lod til de to semifinaler, der giver Ligalandsholdet det udvalgte hold af professionelle spillere fra Hong Kong som første modstander, mens Kroatien og Sydkorea mødes i den anden semifinale.
Ligalandsholdstruppen er tilbage i København fredag den 3. februar med SAS’ morgenfly fra Singapore/Bangkok.