Fire nye i landsholdstruppen: Afbud sikrer comeback til Thomas Helveg og plads til Ligalandsholdsspillerne Anders Due og Thomas Augustinussen samt Sebastian Svárd. Afbud fra Peter Løvenkrands, klarmelding fra Thomas Gravesen.

Landstræner Morten Olsen har udtaget fire nye spillere til A-landsholdet, der næst lørdag den 27. maj spiller mod Paraguay i Århus og onsdag den 31. maj møder Frankrig i Lens.
Med forhåndsafbud fra i alt op mod syv spillere herunder forsvarsspillerne Michael Gravgaard, FC København, til begge kampe og Allan K. Jepsen, Vålerenga IF, til kampen mod Paraguay samt afbud fra Tommy Bechmann, Bochum, og Per Nielsen, Brøndby IF, har Morten Olsen fredag eftermiddag suppleret landsholdstruppen med i alt fire nye spillere.
Dertil kommer, at Morten Olsen har ladet U/21-landsholdstræner Flemming Serritslev være ”førstevælger”, således at Olsen på forhånd har set bort fra de fem-seks emner fra Serritslevs U/21-landshold, der kunne være emner til A-landsholdet.
Med skader hos en række alternativer blandt emnerne i SAS Ligaen bliver der eksempelvis comeback til landsholdets anfører Thomas Helveg, som oprindeligt var valgt fra, fordi han endnu ikke er kommet i gang for Borussia Mönchengladbach efter sin langtidsskade.
”Thomas er ikke i form til en hel landskamp, men han repræsenterer kvalitet både på og udenfor banen, og han har brug for at komme op i omdrejninger efter sin lange pause i Tyskland. Det har vi nu fået plads til på grund af skadessituationen,” forklarer landstræner Morten Olsen.
Landstræneren har ligeledes benyttet sit kendskab til Anders Due og Thomas Augustinussen fra Ligalandsholdets træningstur i januar til at udtage de to offensive spillere fra henholdsvis FC Nordsjælland og AaB til truppen.
”De gjorde begge et rigtigt godt indtryk på Ligalandsholdet i vinter, og selv om ingen af dem har haft et prangende forår, så kender vi deres kvaliteter og kompetencer og vil gerne se dem i denne sammenhæng,” siger Morten Olsen.
Endelig har landstræneren valgt at tage Sebastian Svärd, Vitoria Guimaraes, med i truppen.
”Sebastian har noget, som vi tror på. Han har værktøjerne til at udvikle sig til en spiller, vi måske kan bruge om ikke i morgen så måske i overmorgen,” forklarer landstræner Morten Olsen om den tidligere FC København- og Brøndby-spiller, som ikke er med i U/21-landsholdets EM-trup.
Fredag har landstræner Morten Olsen også accepteret et afbud begrundet i private årsager fra Peter Løvenkrands, Glasgow Rangers.
Morten Olsen kan i stedet på plussiden konstatere, at landsholdslæge Mogens Kreutzfeldt har vendt tommefingeren op for Thomas Gravesen, der ellers har haft problemer med det ene knæ, efter at være blevet ramt af Roberto Carlos under en træning i sin klub, Real Madrid.
Spillerne i truppen til de to landskampe mod Paraguay i Århus lørdag den 27. maj og Frankrig i Lens onsdag den 31. maj bliver samlet i træningslejr sent søndag aften den 21. maj.
Den aktuelle trup
Tidligere nyheder: