Nyheder

I lære hos Morten Olsen

0 anbefalinger
Der var masser af tempo og nytænkning, da 200 trænere søndag fik inspiration af landstræner Morten Olsen og kommende U/17-landsholdstræner, Glen Riddersholm. Anledningen var Store Trænerdag, der i år blev afholdt for tredje gang. Fokus var på talentudvikling.
Morten Olsen under Store Trænerdags praktiske træning”Det handler om inspiration, og det handler om talentudvikling”
 
Ordene er landstræner Morten Olsens, rammerne opvisningsbanen ved Brøndby Stadion. Her blev der lyttet intenst og noteret flittigt på blokkene, da Store Trænerdag for tredje gang søndag løb af stablen på anlægget ved Brøndby Stadion. Store Trænerdag, der i år finder sted både på Sjælland og senere i Jylland, er en inspirationsdag for alle trænere, og er skabt i samarbejde med Dansk Boldspil-Union (DBU), Dansk Træner-Union (DTU) og på Sjælland, Sjællands Boldspil-Union (SBU)
 
Næsten 200 klubtrænere, størstedelen fra Østdanmark, havde således valgt at bruge en søndag i maj på at blive inspireret af to af Danmarks landstrænere – Morten Olsen, træner for det danske A-landshold, og Glen Riddersholm, kommende U/17-landsholdstræner, samt at få nogle konkrete værktøjer med tilbage til den daglige træning i klubberne.
 
”Det er jo en fantastisk mulighed for mig som træner at blive inspireret og lære noget fra nogle af Danmarks bedste trænere. Jeg får både nogle konkrete redskaber og øvelser med mig hjem, og jeg får samtidig mulighed for at udvikle nye ideer til træningen, derhjemme” lød det fra Lasse Rasmussen, der normalt træner lilleput i B 1901.
 
Årets tema var talentudvikling, og den tydelighed, der arbejdes med at skabe fra yngste til ældste landshold. Et aktuelt tema, der gav de to landstrænere mulighed for både praktisk og teoretisk at illustrere ’den røde tråd’, der arbejdes med i dansk fodbold – fra børnefodbolden til eliten.
 
”Det handler om at skabe en tydelighed i dansk fodbold, det handler om at vi som trænere, uanset på hvilket niveau, vi arbejder på, er med til at inspirere motivere og stimulere vores spillere. Vi skal væk fra trænere og forældre, der sidder med et joystick og styrer spillerne – vi skal i stedet uddanne spillerne til at være uforudseende, at arbejde med det, man kan kalde deres spilintelligens,” lød det fra den danske landstræner, Morten Olsen.
 
Fra holdninger til handlinger
 
Morten Olsen gik fra holdninger på talerstolen til handlinger på træningsbanen. Her viste han de fremmødte trænere konkrete eksempler fra landsholdstræningen i Vedbæk. Her handlede det især om boldtempo, afleveringsøvelser og handlingshurtighed.
 
”Vi skal arbejde med at gøre op med system-tanken, med de meget faste strukturer på banen. Vi skal lade børnene kopiere en Ronaldinho og en Rooney, også selv om det koster på pointtavlen. Det er den eneste måde vi kan udvikle os på og blive bedre. Der skal være plads til at begå fejl og til at tabe,” lød det fra landstræneren, der var tilfreds med de mange fremmødte. 

”Jeg håber, de alle får nogle ideer og nogle konkrete værktøjer til at arbejde videre med i klubberne. Det er sådan, vi er med til at sikre, at de nye tanker, holdninger og handlinger også når ud i klubberne.”      
 
 
Tænk anderledes!
 
Glen Riddersholm til Store Trænerdag i BrøndbyEfter frokost var det Morten Olsens tur til at lytte. Den kommende U/17-landsholdstræner, Glen Riddersholm, tog tråden op fra Morten Olsen og fokuserede på den individuelle træning. Og her blev der talt med store ord.
 
”Vi skal sætte overliggeren i dansk fodbold meget højere, end den er i dag. Vi skal til at tænke anderledes, og skabe bedre arbejdsbetingelser for spillerne. Og det kræver, at vi som trænere, uanset niveau, skal være bedre til at bryde med de traditioner, vi har i klubberne. Vi får kun bedre individuelle spillere, hvis vi også arbejder med dem individuelt,” lød det fra Glen Riddersholm, der derefter fortsatte med at illustrere detaljerne i den individuelle træning. Fokus var på boldmodtagelsen og spil under pres. Og især arbejdet med detaljerne gav inspiration til de fremmødte trænere.
 
”Jeg fik virkeligt meget ud af dagen i dag – især omkring den individuelle træning. Jeg blev især inspireret af den individuelle måde at coache spillerne på. Der er helt klar nogle ting fra begge træningseancer, som jeg vil tage med mig tilbage og integrere i min træning med de pigejuniorer, jeg til dagligt arbejder med,” lød det fra Ebbe Sørensen, der havde taget turen til Brøndby fra Ejby IF.
 
Store Trænerdag holdes i august i det vestlige Danmark, så også jyderne får mulighed for at lade sig inspirere af Morten Olsen og Glen Riddersholm, der også her vil stå for dagens program i samarbejde med DBU, DTU og JBU.
 
Læs mere om sidste års Store Trænerdag her
Læs mere om DBUs træneruddanelser her
samt om dagens øvelser på www.dtunet.dk.

Vil du desuden vide mere om DBUs nye holdningskatalog inden for børnefodbolden - 'Holdninger og handlinger' - se her

Af: Pia Schou Nielsen

14. maj 2006, 10:36

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: