Nyheder

Landskampe mod Polen og Portugal

0 anbefalinger
DBU har aftalt landskampe mod Polen og Portugal i henholdsvis august og september. Kampen mod Polen givetvis på stadion i provinsen, kampen mod Portugal sandsynligvis på Brøndby Stadion eller i Parken. Den internationale spilledato onsdag den 15. november er fortsat åben.

PolenDansk Boldspil-Union (DBU) har indgået aftaler om to landskampe efter sommerferien.
 
Landsholdet starter mod Polen på den internationale dato for venskabslandskampe onsdag den 16. august.
 
Kampen er en såkaldt returforpligtigelse fra landskampen i Poznan to år tidligere den 18. august 2004, hvor landsholdet slog hjemmeholdet 5-1 på blandt andet tre mål af Peter Madsen.
 
Godt to uger efter spiller landsholdet mod Portugal, fredag den 1. september. Her ligger begge landshold i træningslejr, idet lørdag den 2. september er officiel dato for kvalifikationskampe. Men denne dato er både Danmark og Portugal oversiddere, inden begge hold spiller deres første kvalifikationskampe fire dage senere.
 
Ved at spille kampen fredag aften får begge mandskaber en ekstra dag til forberedelse af kvalifikationskampene onsdag den 6. september. Her lægger Danmark ud med sin første EM-kvalifikationskamp mod Island på udebane, mens Portugal skal spille mod Finland ligeledes på udebane.
 
PortugalKampen mod Portugal er en aftale tilbage fra venskabskampen i Leiria i marts 2000, som Portugal vandt 2-1 på mål af Rui Costa og Luis Figo, efter Jon Dahl Tomasson havde bragt Danmark foran efter blot fire minutter.
 
”Vi har fundet to kompetente modstandere, som kommer fra deltagelse ved VM-slutrunden, og står overfor deres sidste forberedelser til EM-kvalifikationen. Kampene får derfor et relevant indhold for både os og først Polen og derefter Portugal,” udtaler landstræner Morten Olsen, og uddyber:
 
”Med kampene mod Paraguay og Frankrig her sidst på måneden har vi så sikret os fire VM-deltagere til vores fire forberedelseskampe, før EM-kvalifikationen går i gang, og det er optimal forberedelse for os.”
 
Landskampen mod Polen vil formentligt blive spillet på et stadion i provinsen, mens kampen mod Portugal sandsynligvis vil blive spillet på enten Brøndby Stadion eller i Parken.
 
Beslutningen om placeringen af de to kampe vil blive truffet efter forhandlinger med ejerne af de pågældende stadioner inden sommerferien samtidig med offentliggørelsen af starten for billetslaget til kampene.
 
Landsholdets første hjemmekamp i provinsen i 14 år bliver spillet lørdag den 27. maj, når VM-deltageren Paraguay er modstander på NRGI Park i Århus. Efter frigivelsen af 1.000 forhåndsreserverede billetter i sidste uge, er der kun ganske få hundrede billetter tilbage til denne kamp (se også: ”900 ekstra billetter til Danmark-Paraguay” eller ”billetsalg”).
 
Landsholdets to øvrige kvalifikationskampe til efteråret er mod Nordirland i Parken lørdag den 7. oktober og på udebane mod Liechtenstein onsdag den 11. oktober.
 
Dermed er det fortsat åbent, hvem landsholdet får som modstander onsdag den 15. november, der er international spilledato for venskabslandskampe.
 
DBU forventer først at indgå aftale om kamp på november-datoen efter VM-slutrunden.

Af: Lars Berendt

09. maj 2006, 09:56

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: