Opdateret trup: Brøndbys semifinale-plads i UEFA-cuppen har betydet store forandringer på kvindelandsholdet, der må tage afsted til den internationale Peace Queens Cup med mange nye spillere. Fortuna Hjørrings Maja Juliussen mulig landsholdsdebutant.
Syv Brøndby-spillere var med i startopstillingen, da Danmark i september kvalificerede til VM i Kina ved at vinde 1-0 over Finland.
Syv ud af 11 er mange, og derfor får det stor betydning for landstræner Kenneth Heiner-Møller, at samtlige Brøndby-spillere har måtte melde fra til landsholdets kommende turnering i Korea:
"Turneringen i Korea falder sammen med semifinalerne i UEFA-cuppen. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan stille i stærkeste opstilling, når vi bliver inviteret med til så stor en turnering i udlandet, men omvendt kan jeg kun glæde mig over, at Brøndby nu får mulighed for et europæiske gennembrud, og det er en god anledning til at teste nogle nye spillere af i landsholdssammenhæng,"siger landstræneren.
En af de helt nye navne, der får chance i Korea, er Fortuna Hjørrings kantspiller Maja Juliussen. Trods sine 23 år er hun uprøvet i landsholdssammenhæng:
"Maja har ikke tidligere været udtaget til hverken A-holdet eller ungdomslandsholdet, men jeg har set hende nogle gange i aktion for Fortuna, og synes hun har nogle gode kvaliteter, som vi absolut kan bruge i angrebs-spillet," siger Kenneth Heiner-Møller.
Midt i alle afbuddene kan landstræneren glæde sig over, at angrebs-esset over dem alle, Merete Pedersen er klar igen efter to måneders skadespause. Der bliver også comeback til Ditte Larsen fra Asker, Gitte Pedersen fra Skjold, Helle Nielsen og Mia Bak fra Vejle og ikke mindst til Dorte Dalum fra svenske Djurgården:
"Jeg glæder mig meget til at få Dorte tilbage i truppen. Hun har været væk længe på grund af en alvorlig skade, men ligner en, der nu er ved at være i topform," siger landstræneren.
Danmark spiller den første kamp i Korea den 29. oktober mod USA, siden venter Holland den 31. oktober og Australien den 2. november. Finale-kampen spilles den 4. november.
Truppen