Randers FC kan benytte klubbens bulgarske spiller, Todor Yanchev, i SAS Ligaen i lighed med spillere fra EU-lande. DBU beklager forkert svar til SAS Liga-klubben. DBU-regel er fleksibel og tilpasser sig de aktuelt gældende associeringsaftaler.

Randers FC kan benytte klubbens bulgarske spiller, Todor Yanchev, i SAS Ligaen på lige fod med andre EU-spillere.
Klubben henvendte sig i sommer til DBU Turneringer med en forespørgsel om, hvorvidt den bulgarske spiller var berettiget til at spille i SAS Ligaen på lige fod med spillere fra lande i EU, eller hvorvidt spilleren var at betragte som ikke-EU-spiller.
I henhold til propositionerne kan klubberne således bruge et ubegrænset antal EU-spillere på banen til kampene i SAS Ligaen, mens antallet af udlændinge fra lande udenfor EU og EU-samarbejdet derimod er begrænset til ikke at overstige tre samtidigt på banen.
Turneringsafdelingen undersøgte som følge af forespørgslen fra Randers FC, hvorvidt der aktuelt eksisterede en associeringsaftale mellem Danmark og Bulgarien samt, hvorvidt en given aftale også omfattede de for emnet relevante dele om arbejdsmarkedet.
Der er i denne fase, som har omfattet kontakt til myndighederne, opstået en misforståelse, idet arbejdsmarkedsforhold indgår i den aktuelt eksisterende associeringsaftale mellem Danmark og Bulgarien. Derfor optager Todor Yanchev ikke en del af kvoten for klubbens ikke-EU-spillere.
DBU har naturligvis beklaget fejlen overfor Randers FC.
Reglen i Propositionerne er med dens formulering fleksibel, idet den tager højde for, at indholdet af associeringsaftaler mellem Danmark og ikke-EU-lande dels varierer fra aftale til aftale, dels ændrer indhold indenfor det arbejdsmarkedsrelevante område i aftalerne.
Propositionerne, paragraf 14.1:
”Et hold i turneringen kan anvende et ubegrænset antal spillere med statsborgerskab i følgende lande : (1) EU-lande (2) EØS-landene Norge, Island & Liechtenstein samt (3) de lande der til enhver tid måtte have indgået en i EF-Tidende offentliggjort samarbejds- eller associeringsaftale med EU. Dette forudsætter dog, at samarbejds- eller associeringsaftalen foreskriver en behandling af aftalelandets arbejdstagere på lige fod med medlemsstatens egne statsborgere uden nogen i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse.”