Kvindelandsholdets træner, Kenneth Heiner-Møller, udtog mandag den spillertrup, der onsdag den 27. september på Viborg Stadion møder Finland i sidste afgørende VM-kvalifikationskamp. Truppen byder på et overraskende comeback til Brøndbys Gitte Andersen.

Kun en sejr tæller, når det danske kvindelandshold onsdag den 27. september kl. 18.00 møder Finland i sidste og afgørende VM-kvalifikationskamp på Viborg Stadion.
De to landshold mødtes senest den 26. august i Tampere. Her vandt Finland 2-1 i en kamp, hvor det ellers var danskerne, der sad på det meste af spillet. Derfor er målet for det danske kvindelandshold klart i det kommende ’returopgør’; Danmark SKAL vinde for at sikre sig deltagelse ved VM i Kina 2007, og dermed have også chancen for at komme med til OL i 2008!
Begge hold har 16 point efter syv kampe, men da resultatet af indbyrdes opgør vægter højest ved pointlighed, er der lagt op til en sand topstrid, der kræver koncentration fra start til slutfløjt.
”Vi skal vinde og går på banen for at vinde! Vi lærte en masse ting af kampen i Finland, men ligesom jeg ikke tror,k at vi kommer med nogle ting som vil overraske Finland, tror jeg heller ikke at finnerne kommer med nogle ting, der overrasker os. Vores udgangspunkt er at spille den form for fodbold, som vi er gode til, og som vi gjorde i Finland. Her formåede vi at sidde på en stor del af spillet og skabe en del chancer, men manglede desværre skarpheden på dagen, og det blev straffet. Den skarphed SKAL vi finde frem i Viborg,” lyder det fra Kenneth Heiner-Møller.
Truppen byder på genvalg til størstedelen af de spillere, der spillede kampen i Finland den 26. august. Dog byder truppen på en enkelt overraskelse. Brøndbys Gitte Andersen er således tilbage i landsholdstrøjen efter mere end et års fravær.
Den 29-årige forsvarsspiller, der har spillet 66 kampe på det danske kvindelandshold, stoppede efter EM i England sidste år, efter netop den fatale kamp mod de kommende modstandere fra Finland. Men nu har Brøndby-spilleren altså meldt sig klar igen.
”Jeg har fulgt Gitte i hendes klubkampe for Brøndby, og mente, at hun igen var klar til at spille i landsholdstrøjen – noget hun også selv gav udtryk for i de samtaler, vi løbende har haft,” lyder det fra Kenneth Heiner-Møller.
Truppen mod Finland
VM-slutrunden spilles i Kina fra den 10. - 30. september. Europa er sikret fem af de 16 slutrunde pladser.
Gratis adgang for børn og unge under 18
Sidste gang Viborg Stadion lagde græs og tribuner til den afgørende landskamp mellem Danmark og Spanien, vandt Danmark 5-0 i nogle fantastiske publikumsrammer. Et publikum, der denne gang næsten er endnu vigtigere, ifølge landstræneren.
”Kampen i Viborg er for mig at se den måske vigtigste landskamp, som kvindelandsholdet skal spille i lang tid. Den afgør, om vi kommer med til VM og derfor også vores chance for at komme til OL. Derfor er opbakningen på tribunerne ekstremt vigtigt i en kamp, hvor tilskuerne kan være med til at gøre en forskel, og som kan betyde, at man yder en ekstra 8-10 procent i en kamp med så stor betydning,” slutter Kenneth Heiner Møller
DBUs Landsholdsklub varmer også op til kvindernes afgørende VM-kvalifikationskamp med fede konkurrencer og autografskrivning på kampdagen. Her kan man blandt andet jonglere dig til en iPod, deltage i en tippe-konkurrence og vinde landsholdstrøjer. Mød også landsholdets topscorer Merete Pedersen, der skriver autografer fra klokken 17.15 ved vores stand udenfor Viborg Stadion. Vi åbner klokken 17.00, og er du blandt de første 25 besøgende, deler vi Sandra-tasker ud med masser af fodboldlir.
Der er gratis adgang på Viborg Stadion for børn og unge under 18 år, mens voksne må slippe en halvtredser.
Kampen bliver desuden sendt direkte på TV2 Zulu