Nyheder

Landsholdet mod Tjekkiet i Prag

0 anbefalinger
DBU har indgået aftale med det tjekkiske fodboldforbund, CFS, om landskamp i Prag onsdag den 15. november. Femte VM-deltager i seks venskabslandskampe i år.
Landsholdet møder Tjekkiet i Prag på den internationale dato for venskabslandskampe onsdag den 15. november.
 
”Jeg ser meget frem til at slutte sæsonen af og dermed tage hul på forberedelsen af forårets kvalifikationskampe mod en så kompetent modstander som Tjekkiet. Og så er vi nogle stykker, der ikke har glemt, at vi har revanche til gode fra EM-slutrunden for to år siden,” lyder det med en vis sarkasme fra landstræner Morten Olsen.
 
Morten Olsen hentyder til den seneste af de i alt fem A-landskampe, Danmark og Tjekkiet har spillet mod hinanden, nemlig kvartfinalen ved EM-slutrunden i Portugal for to år siden, som Tjekkiet vandt 3-0.
 
I de to første opgør mellem landene var Bo Johansson ansvarlig for landsholdet, og her blev det til 0-1 i en venskabskamp i august 1998 og 0-2 ved EM-slutrunden i Holland og Belgien to år senere.
 
I foråret 2001 spillede holdene to VM-kvalifikationskampe, som sluttede 0-0 i Prag i marts og med dansk 2-1 sejr i Parken i maj.
 
Med kampen mod Tjekkiet kommer landsholdet op på seks venskabslandskampe i år, hvor de fem har været mod deltagere fra VM-slutrunden i Tyskland i sommer; Paraguay, Frankrig, Polen, Portugal og nu Tjekkiet.
 
Med landskampen i november er landsholdets program for efteråret komplet, idet Olsens Elleve som bekendt spiller de to EM-kvalifikationskampe mod Nordirland lørdag den 7. oktober i Parken og Liechtenstein på udebane onsdag den 11. oktober.
 
På grund af det tjekkiske fodboldforbunds aftale med tv-agenturet Sport Five vil kampen i Prag givetvis blive transmitteret direkte på TV3.
 
Aftalen mellem DBU og CFS indeholder en såkaldt returforpligtelse med en kamp i Danmark formentligt i 2008.
 

Af: Lars Berendt

19. september 2006, 03:05

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: