Danmark måtte i dag sande, at det ikke blev til fem nordiske mesterskaber i træk, da de stod opstillet til nationalsange i Kolding. Svenskerne spiller nemlig senere lørdag finale mod Belgien, og de kan dermed ikke undgå at overtage titlen som nordiske mestre.
Træner Glen Riddersholm havde derfor endnu engang rystet posen forud for kampen om 5/6 pladsen mod finnerne. Hele syv nye i startopstillingen var det blevet til for danskerne.
Kampen fik en relativ rolig indledning uden de store kvalificerede forsøg på mål. Det stod hurtigt klart, at Danmark skulle skabe kampen, og finnerne ville spille deres chance ud fra kontra-devisen. Efter et kvarters spil havde Danmark et solidt spilovertag, men finnerne var umiddelbart det farligste hold på deres kontrastød, dog uden at der blev tale om reelle målchancer. Danmarks offensive indslag var i denne fase et par løse frisparksforsøg og en snæver offside kendelse.
Den første rigtige danske chance tilfaldt Emil Larsen efter omkring 20 minutters spil. Hans afslutning et par meter inde i feltet, var dog ikke skarp nok, og målmanden klarede nemt. Danskerne trykkede lidt hårdere på i minutterne efter, og David Boysen burde nok have bragt danske i front på en af hans udmærkede chancer, men den finske målmand kæmpede godt for sagen.
Finske Patrick Poutiainen leverede det første gode offensive indslag efter godt 30 minutters spil. Han udfordrede Kasper Hansen, som i dag spille højre back. Efter par træk fik han bolden med sig i feltet, hvor han forsøgte at skrue bolden ind i det lange hjørne forbi Esben Højmark i målet. Heldigvis for AGF målmanden strøg bolden godt en meter forbi stolpen.
Kort efter slog Danmark til med et rigtig flot mål. David Boysen kom alene med den finske højre back og fik efter et par husmandsfinter sat ham af. Boysen spillede bolden på tværs i feltet hvor Emil Larsen kom til og sparkede bolden sikkert i mål til dansk 1-0 føring.
I angrebet efter var Roope Riski meget tæt på at bringe balance i regnskabet. Han afdriblede Thomas Lyskov i det danske forsvar og sparkede bolden tæt forbi den fjerneste stolpe. Kort efter fik turneringens med sikkerhed mindste spiller Alexander Ring fra Leverkusen sparket en flot halvflugter af sted, som Esben Højmark måtte klare helt oppe under overliggeren.
Den danske føring holdt halvlegen ud, og efter pausen så danskerne ud til at være opsatte på at slutte turnering godt af. Rasmus Lynge Christensen var tæt på at score et flot mål efter en returbold i feltet.
Danmark fik en god chance efter 56 minutters spil, da en af Danmarks bedste på dagen, David Boysen, kom fri i feltet. Han prøvede at lægge bolden roligt og fladt i det lange hjørne, men præcisionen er stadig ikke 100% for de danske offensive spillere, så bolden strøg en meter forbi stolpen.
Kort efter kom endnu et godt finsk forsøg ved Roope Riski. Den enlige finske angriber sparkede hårdt fra distancen, men bolden tog overliggeren - heldigt for den danske målmand. Kort efter blev Danmark tilkendt et frispark på kanten af feltet, efter et Christian Danneman Eriksen-rush. En dansk trio bestående af David Boysen, Azad Corlu og Mahut Erdem lavede en smart frisparkskombination, der bragte David Boysen halvt fri en meter inde i feltet. Hans afslutning blev tacklet af en finsk forsvarsspiller, men strøg uheldigvis for finnerne henover målmanden, og ramte underkanten af overliggeren. Bolden hoppede rundt på stregen, og var formodentlig inde over stregen, inden Emil Larsen kom til og sparkede den helt ind i nettet.
Finnerne der flere gange i turneringen har været bagud, begyndte langsomt at sætte slutspurten ind. Omkring 10 minutter før tid var Kalle Sotka meget tæt på at bringe finnerne tilbage i kampen, men Esben Højmark og en danske forsvarspiller fik klaret opgaven i sidste øjeblik.
Danmark forsvarede to målsføringen og kunne gå fra banen med en fortjent 2-0 sejr, og snuppede dermed 5. pladsen i dette års Internordisk turnering. England endte på 3. pladsen foran Norge, mens Island slog Færøerne 3-0 i kampen om 7. og 8. pladsen. Finalen mellem Sverige og Belgien spilles senere i dag.