Landstræner Morten Olsen supplerer landsholdstruppen med den 23. og sidste spiller efter weekenden. Nu 4.623 danske tilskuere klar til at bakke landsholdet op, når det lørdag den 24. marts løber på banen til EM-kvalifikationskampen mod Spanien på Estadio Santiago Bernabeu i Madrid.
Landstræner Morten Olsen udtog de første 22 spillere til den aktuelle landsholdstrup onsdag eftermiddag.
Efter weekenden bliver truppen suppleret med den 23. og sidste spiller, der ligesom de øvrige 22 spillere bliver en del af den samlede trup, som lørdag den 24. marts spiller EM-kvalifikationskamp mod Spanien og Madrid og onsdag den 28. marts spiller venskabskamp mod Tyskland i Duisburg.
Du kan se navnet på den 23. spiller her på siderne, så snart han er udtaget søndag aften eller mandag morgen.
4.623 danske fans på Bernabeu
Fredag middag sluttede salget af billetter til danske tilskuere til kampen på Estadio Santiago Bernabeu.
DBU har enten direkte eller gennem 10 rejsearrangører formidlet i alt 4.623 billetter til danske tilskuere til kampen på Real Madrids hjemmebane med plads til 75.000 tilskuere.
Det er det største antal medrejsende fans til en landskamp på udebane i over 10 år.
Da landsholdet den 6. september 1995 spillede EM-kvalifikationskamp mod Belgien, var der ikke mindre en 7.500 danskere blandt de 38.500 tilskuere på King Baudouin Stadion i Bruxelles.
De overværede i øvrigt landsholdet vinde 3-1 på mål af Michael Laudrup, Mikkel Beck og Kim Vilfort.
Træningslejr i Spanien
Mindst halvdelen af spillerne – primært dem fra de danske klubber – samles ved indtjekningen i Københavns Lufthavn mandag morgen den 19. marts klokken 08.15, hvorfra DBU-truppen rejser til træningslejren ved Marbella i Spanien via Madrid.
De øvrige spillere støder til direkte fra deres klubber.
Christian Poulsen tjekker dog muligvis først ind onsdag morgen, efter han har spillet pokalkamp sent tirsdag aften. Hans klub, FC Sevilla, har indtil videre ikke fået medhold i en henvendelse til det spanske fodboldforbund om flytning af de lidt over 30 resterende minutter af pokalkampen mod lokalrivalerne fra Betis Sevilla.
Valget af træningslejr i Spanien er for at give spillerne optimale og klimatisk realistiske træningsforberedelser op til kampen.
DBU valgte samme model forud for VM-kvalifikationskampene mod Malta og Tjekkiet på udebane i marts 2001, hvor truppen lå i træningslejr på Malta i ugen op til kampen mod de maltesiske værter, som blev vundet 5-0.
Herefter rejste truppen til kuldegrader i Prag, hvor holdet spillede uafgjort 0-0.
Se landsholdet træne i Spanien
Danskere i området vil i alt kunne se landsholdet træne fire gange på MPFS Training Centre under træningsopholdet i Marbella.
Første gang bliver mandag den 19. klokken 19.00 og derefter tirsdag og onsdag nu begge dage klokken klokken 10.00 (adresse: MPFS Training Centre (Urb La Quinta, 29660 Nueva Andalucia, Marbella).
Fredag den 23. om morgenen flyver truppen fra træningslejren ved Malaga til Madrid, hvor holdet træner på kampbanen, Santiago Bernabeu, fredag aften.
Du vil også kunne følge landsholdet hjemmefra din computer under dets ophold i Spanien i ord, billeder og videoklip på
landsholdsklubben.dk
Landskampen mod Spanien bliver transmitteret direkte på
TV2.