Landsholdet har indledt træningslejren i Marbella forud for EM-kvalifikationskampen mod Spanien lørdag aften i Madrid. Træning mandag aften med 22 af truppens 23 spillere – Christian Poulsen ankommer først natten til onsdag eller onsdag morgen.

Landsholdet har indledt træningslejren forud for EM-kvalifikationskampen mod Spanien lørdag aften i Madrid.
Landsholdet blev i løbet af mandag eftermiddag samlet i træningslejren i Marbella syd for Malaga, hvor flere nordeuropæiske klubber har haft stor gavn af faciliteterne.
Størstedelen af truppen rejste samlet fra København via Madrid, mens en række af de udenlandsprofessionelle spillere fløj via Paris eller direkte til Malaga fra deres bopæle i udlandet.
Tidligt mandag var de 22 af de 23 samlet til den første træning, der bestod af restitution efter weekendens kampe.
Per Nielsen, Thomas Sørensen og Daniel Jensen trak sig ud af træningen, da der skulle spilles på to mål på en lille bane, men af de tre er det kun Per Nielsen, der døjer med en skadeslignende situation i ryggen.
”Per Nielsen er en vigtig spiller for os at have med herned. Han har dels et utal af internationale kampe bag sig, dels har han spillet mange kampe sammen med Daniel Agger,” begrundede Morten Olsen årsagen til Brøndby-veteranens udtagelse til landsholdet.
Per Nielsen vil være under observation og behandling af den medicinske stab, blandt andet kiropraktor Johannes Breum, der efter sin ansættelse i AC Milan nu også er tilknyttet Brøndby IF.
Den eneste af truppens 23 spillere, der endnu ikke har fundet vej til det sydspanske, er Christian Poulsen. Hans klub skal tirsdag aften spille de resterende godt 30 minutter af en spansk pokalkamp.
Hans klub, FC Sevilla, vil være behjælpelig med at få den danske landsholdsspiller lige så hurtigt ned til den danske træningslejr, som hans spanske kollega skal tjekke ind hos modstanderne.
Christian Poulsen forventes – afhængig af hans eget valg – at tjekke ind på Westin La Quinta Golf Resort i Marbella enten natten til onsdag eller onsdag morgen.
Følg landsholdet i Spanien her på dbu.dk – eller på
landsholdsklubben.dk, der har sin egen medarbejder med i landsholdstruppen denne gang.
Se også: