Claus Bo Larsen dømmer Østrig-England. Nicolai Vollquartz og Michael Svendsen skal dømme EM-kvalifikationskampe lørdag den 13. oktober. Anders Hermansen dømmer U/21-landskampen mellem England og Montenegro i Leicester dagen inden.
Danmark får tre dommere i aktion i den kommende landskamptermin.
Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har udpeget Nicolai Vollquartz og Michael Svendsen til to endnu ikke oplyste kampe lørdag den 13. oktober.
Nicolai Vollquartz får Anders Nørrestrand og Bo Abildgaard på linjerne og Thomas Vejlgaard som fjerdedommer, mens Michael Svendsen bliver assisteret af Bill Rene Hansen og Ole V. Hansen samt Henrik Nystrup Kragh som fjerdedommer.
Anders Hermansen skal sammen med linjedommerne Henrik Sønderby og Palle Udsen samt fjerdedommer Michael Johansen lede U/21-kvalifikationskampen mellem England og Montenegro i Leicester fredag den 12. oktober.
Dertil kommer Claus Bo Larsen, som DBUs Elitedommergruppe efter invitation fra det østrigske fodboldforbund har udtaget til at dømme venskabslandskampen mellem EM-værterne Østrig og England fredag den 16. november.
Han får til den kamp Bill Rene Hansen og Anders Nørrestrand som linjedommere, mens det østrigske fodboldforbund selv udtager en reservedommer.