DM-disciplinærudvalget sanktionerer ikke for albue i SAS Liga-kampen Brøndby IF-Randers FC, fordi tv-billeder ikke entydigt afslører hverken intention eller reel kontakt mellem Søren Pedersen og Mike Jensen. Kast af lerklump på banen registreres. Peter Graulund-episode skønnet uforsætlig af dommeren.

DBUs DM-disciplinærudvalg benyttede traditionen tro de første hverdage efter en turneringsrunde i SAS Ligaen til at gennemgå specielle situationer og dommerindberetningerne fra kampene.
På den baggrund valgte udvalget allerede mandag at få bekræftet fra kampens dommer, Anders Hermansen, hvorvidt han havde observeret og dermed bedømt en bestemt episode fra kampen mellem Brøndby IF og Randers FC, hvor udeholdets Søren Pedersen i en duel med hjemmeholdets Mike Jensen angiveligt langer albuen bagud mod Mike Jensen.
Da kampens dommer ikke havde set og dermed foretaget et dommerskøn i situationen, indhentede udvalget tv-optagelser fra den transmitterende tv-station, TV3. Idet det ikke entydigt ud fra tv-optagelserne kan vurderes, hvorvidt Søren Pedersen havde til formål eller rent faktisk rammer Mike Jensen med sin albue, da han i den tætte løbeduel strækker sin arm ud i modstanderens løbebane, afstår udvalget fra at indlede en disciplinærsag mod Randers FC-spilleren.
I samme kamp bliver der på et tidspunkt smidt en lerklump ind på banen. Idet ingen af kampens aktører lykkeligvis blev ramt af lerklumpen, og spillet ikke blev afbrudt i denne forbindelse, registrerer DBUs turneringsafdeling hændelsen, der dermed ikke får konkrete, aktuelle konsekvenser for hjemmeholdet.
Idet dommeren har foretaget en indberetning af det ikke ufarlige kasteskyts, vil episoden indgå ved en eventuel senere strafvurdering for lignende disciplinære sanktioner overfor Brøndby IF.
I en episode cirka et kvarter før tid i kampen mellem FC Midtjylland og AGF, kan det udefra og på tv-billederne se ud som om, AGF's Peter Graulund bevidst stempler hjemmeholdets Ayelore Oluwafemi på låret eller i maven. Kampens dommer, Emil Laursen, skønnede imidlertid i situationen, og har efterfølgende bekræftet sin opfattelse af, at der var tale om en almindelig nærkamp om bolden, og det efter Peter Graulunds spring var uforsætligt, at han ramte "Femi".
På den baggrund kan udvalget naturligvis ikke behandle sagen.
Disciplinære bestemmelser, pargraf 1i:
3) Dette afsnit er vedtaget af DBUs bestyrelse 11. maj 2002. Disciplinærudvalget kan som grundlag for sin afgørelse anvende dommerbedømmerens separate indberetning samt udtalelser fra de involverede klubber. Dommerens beslutninger omkring selve spillet (eksempelvis tildeling af gule kort, frispark, straffespark, mål, off side m.v.) er endelige og kan ikke ændres på baggrund af officielle TV-stationers optagelse af kampe. I disciplinære sager kan officielle TV-stationers optagelse af kampe heller ikke anvendes. Dog kan officielle TV-stationers optagelse af kampe, som en sidste udvej, anvendes som bevismiddel i følgende tre tilfælde:
- Situationer hvor TV-optagelsen tydeligt beviser, at en forkert spiller fra samme hold er blevet straffet, og den spiller, der fejlagtigt er straffet ikke skulle straffes.
- Disciplinærudvalget kan i disciplinære sager, efter klage eller af egen drift, anvende officielle TV-stationers optagelser som bevismateriale i tilfælde, hvor der er tale om forseelser, hvor en spiller på en hasarderet måde udsætter en modspiller for fare; jævnfør Fodboldlovens § 12 samt nærværende disciplinære bestemmelsers punkt (C) litra 1 - 4.
- Disciplinærudvalget kan i disciplinære sager, efter klage eller af egen drift, anvende officielle TV-stationers optagelser som bevismateriale i tilfælde, hvor en spiller/træner/leder i særlig grad udviser mangel på Fair Play, eller i særlig grad bringer spillet i miskredit.