Nyheder

Dør på klem for Michael Gravgaard

0 anbefalinger
Michael Gravgaard bliver scannet for den lyskeskade, der lørdag holdt ham udenfor landsholdet i EM-kvalifikationskampen mod Spanien. Landsholdstruppen tester Parkens bane mandag eftermiddag
Michael Gravgaard blev ramt af en lyskeskade sidst i den åbne træning på NRGi Park torsdag aften, hvor han gik ned i en hård tackling.
 
Herefter testede Michael Gravgaard sammen med sundhedssektoren og trænerstaben situationen gennem løb og spark ved den afsluttende træning fredag formiddag, præcis som han havde gjort under andre af træningerne i den første del af træningslejren i Vedbæk.
 
Usikkerheden omkring skadens omfang gjorde, at landstræner Morten Olsen allerede fredag sendte bud efter OB’s Anders Møller Christensen som gardering i truppen.
 
Lørdag formiddag stod det helt klart, at FC København-spilleren med 18 landskampe og fem mål siden debuten mod England i august for to år siden ikke ville være i stand til at spille. Han blev erstattet af debutanten Ulrik Laursen, OB.
 
”Jeg følte et smæld i lysken, da jeg gik ned i en tackling til sidst i spillet torsdag aften. Derfor gik jeg ud af den sidste del af træningen, og så testede jeg situationen med løb og spark fredag formiddag. Men det gik ikke så godt med at sparke igennem, og derfor har vi set situationen an igen her til formiddag, og der er ikke noget at gøre,” forklarede Michael Gravgaard lørdag eftermiddag.
 
Ved træningen på Vedbæk Stadion søndag formiddag kunne Michael Gravgaard ikke føle nogen bedring i lysken, og det blev derfor aftalt, at FC København-spilleren gennemgår en scanning søndag eftermiddag.
 
I forventningen om, at han sandsynligvis heller ikke bliver spilleklar til onsdag aften, tog Michael Gravgaard søndag middag afsked med sine medspillere, trænerne og de øvrige personer i landsholdstruppen.
 
Men der holdes fortsat en dør åben for midterforsvareren. Resultatet af scanningen forventes mandag, og først her afgøres det definitivt, om Michael Gravgaard udgår af truppen.
 
Landsholdet er mandag formiddag tilbage på træningsbanen i Vedbæk med henblik på EM-kvalifikationskampen mod Letland onsdag aften i Parken.
 
Udover dette træningspas forventer landstræner Morten Olsen at tage truppen ind til en kort træning i Parken sent mandag eftermiddag. Hensigten er at give spillerne en følelse af Parkens underlag og dermed boldens bevægelser på Parkens bane, der som bekendt ikke har samme niveau som græstæppet på NRGi Park, hvor landsholdet har spillet sine seneste to kvalifikationskampe.
 
 

Af: Lars Berendt

14. oktober 2007, 05:20

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: