En kompliceret form- og skadessituation hos flere potentielle landsholdsspillere betyder, at landstræner Morten Olsen først sent lørdag eftermiddag kan sætte navne på de sidste fire spillere i landsholdstruppen til EM-kvalifikationskampene mod Spanien i Århus næste lørdag og Letland onsdag den 17. oktober i Parken.
Landsholdstruppen bliver først komplet sidst lørdag eftermiddag.
Landstræner Morten Olsen havde forventet at sætte navne på de sidste fire spillere i landsholdstruppen allerede fredag eftermiddag.
Tirsdag eftermiddag udtog landstræneren de første 19 spillere EM-kvalifikationskampene mod Spanien i Århus næste lørdag den 13. oktober og Letland i Parken onsdag den 17. oktober
Men en kompliceret situation med uvished om formen og skader hos flere af emnerne til de sidste fire pladser i landsholdets bruttotrup betyder, at Morten Olsen må udskyde nomineringen af de fire spillere til givetvis sent lørdag eftermiddag.
Morten Olsen har således benyttet hele fredagen på samtaler med såvel spillere som trænere i danske og udenlandske klubber.
”Det er vigtigt, at vi får skabt os et helt aktuelt overblik over situationen, før vi endeligt sammensætter bruttotruppen til de to kommende kampe. Jeg havde håbet, at jeg kunne lægge de sidste brikker her fredag eftermiddag, men det var for optimistisk,” lyder det sidst fredag eftermiddag fra landstræner Morten Olsen.
Navnene på de sidste fire spillere vil herefter fremgå her på siderne sidst lørdag eftermiddag.
Landsholdstruppen samles i træningslejr på Hotel Marina i Vedbæk mandag eftermiddag. Efter åbne træninger mandag, tirsdag og onsdag kører landsholdstruppen torsdag formiddag til Århus forud for den første af de to EM-kvalifikationskampe i denne runde mod Spanien på NRGi Park lørdag den 13. oktober klokken 20.00.
Efter kampen mod Spanien kører truppen i løbet af natten tilbage til Hotel Marina i Vedbæk, hvor holdet træner igen søndag og mandag inden kampen mod Letland i Parken onsdag den 17. oktober klokken 20.00.
Mens kampen mod Spanien er udsolgt, er det fortsat muligt at købe billetter til kampen mod Letland, som er landsholdets første i Parken siden opgøret mod Sverige i juni, der blev afbrudt på grund af en baneløbers overfald på dommeren ét minut før den ordinære spilletids ophør.
Læs mere her:
Se landsholdet træne i Vedbæk og Århus