Nyheder

OB protest afvist

0 anbefalinger
DBUs DM-disciplinærudvalg har afvist OBs protest mod udvisningen af Jonas Troest i weekendens SAS Liga-kamp mellem Esbjerg og OB.
I søndagens SAS Liga-kamp mellem Esbjerg-OB blev OBs forsvarsspiller Jonas Troest i kampens overtid præsenteret for sit andet gule kort for at trække tiden ved et indkast.
 
Efter kampen indgav OB en protest mod udvisningen, da klubben var af den opfattelse, at der var tale om et angrebsorienteret indkast, hvor man afventede, at holdets hovedstødsstærke spillere skulle nå ind i feltet.
 
Da kampens dommer Lars Christoffersen allerede foretog det nødvendige dommerskøn, da han præsenterede Jonas Troest for advarsel nummer to, skulle DBUs DM-disciplinærudvalg alene tage stilling til, om pointantallet skulle nedsættes ved annullering af den anden advarsel, jævnfør § 1i, 1) i de disciplinære bestemmelser.
 
Ved behandlingen af sagen modtog udvalget et klip af situationen fra TV3; OBs protest samt en redegørelse og indberetningsskema fra dommer Lars Christoffersen.
 
På baggrund heraf vurderede udvalget, at Lars Christoffersen havde haft det fulde overblik over situationen og varigheden af indkastet inden han traf beslutningen. Man tillagde det også vægt, at Lars Christoffersen i sin indberetning understregede, at han i løbet af anden halvleg havde indskærpet overfor OB-spillerne, at de skulle sætte spillet hurtigere i gang.
 
"Vi har fået bekræftet via TV billederne og de til sagen vedhæftede sagsbilag, at der er tale om et velovervejet skøn fra dommerens side, og derfor ser vi ikke nogen grund til at gå ind og ændre på de disciplinære konsekvenser for spilleren," udtaler formanden for DBUs DM-disciplinærudvalg, Johnny Rune, i en kommentar til afgørelsen.
 
DBUs DM-disciplinærudvalg har derfor valgt at anerkende konsekvensen af dommerens skøn, hvilket er ensbetydende med, at Jonas Troests 18 karantænepoint fastholdes, hvilket i hans tilfælde er ensbetydende med en spilledags karantæne.
 
Afgørelsen kan ikke ankes.

Af: Jacob Wadland

09. oktober 2007, 03:00

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: