Parken melder sig klar til EM-kvalifkationskampene mod Letland onsdag den 17. oktober og Island onsdag den 21. november med forhøjet sikkerheds-beredskab. Vandret sikkerhedshegn, ekstra banevagter og nul-tolerance overfor potentielle baneløbere.
Parken introducerer et nyt vandret sikkerhedshegn. Foto Parken Sport & EntertainmentParken aftjener den anden af de to karantænedage, når landsholdet tager imod Spanien i EM-kvalifikationskampen mod Spanien lørdag den 13. oktober.
Derefter udløber det europæiske fodboldforbund karantæne til landsholdets faste hjemmebane. Dermed kan Parken igen åbne portene til EM-kvalifikationskampen mod Letland fire dage efter, onsdag den 17. oktober.
Det sker med et forhøjet sikkerhedsberedskab, der har til formål at forhindre en gentagelse af episoden fra EM-kvalifikationskampen mod Sverige den 2. juni. Her gjorde en 29-årig dansker sig som bekendt skyldig i – og er dømt for - ulovlig indtrængen og forsøg på vold mod kampens dommer, da han forcerede hegnet til banen og angreb den tyske dommer.
Ekstra sikkerhedshegn
Repræsentanter fra DBU og Parken holdt ved først kommende lejlighed derefter, onsdag den 13. juni, et evalueringsmøde, der havde til formål at analysere, beskrive og foranledige mulige forbedringer til de eksisterende sikkerhedsforhold og –procedurer.
Det møde fulgte DBU og Parken op på i fredags, hvor Parken gennemgik en række af de tiltag, ledelsen for Danmarks største fodboldstadion siden har iværksat.
Tiltagene omfatter både en forøgelse af Parkens fysiske sikkerhedsforanstaltninger og en forøgelse af antallet af banevagter samt en indskærpelse af instruktionerne til Parkens vagter.
For så vidt angår de fysiske forbedringer, har Parken installeret et vandret sikkerhedshegn monteret på det eksisterende 1,14 meter høje hegn. Det vandrette hegn, der er 1,40 meter bredt, fungerer som et ”fiskenet”, der vil vanskeliggøre enhvers forsøg på at lande sikkert på banesiden af det lodrette hegn. Efter al sandsynlighed vil hegnet ”fiske” enhver baneløber op, før han når at få fodfæste inde på banesiden af det almindelige sikkerhedshegn. Og dermed give de såkaldte banevagter den fornødne tid til at reagere.
Antallet af netop banevagter, som har til formål at opservere publikums opførsel fra deres placering på banesiden af det lodrette hegn, bliver samtidig forøget fra 42 til 60 ved udsolgte kampe.
Nul-tolerance overfor baneløbere
Siden episoden i juni er instruktionen af banevagterne og kontrollørerne indskærpet, således at der eksisterer en klar nul-tolerance overfor enhver, der forcerer det oprindelige sikkerhedshegn mellem tilskuerpladserne og baneområdet.
”Det er svært at forestille sig, at der skulle findes flere, lige så store tumper. Men baneløberens vanvittige angreb på dommeren i juni giver os ikke andre muligheder end at implementere end nul-tolerance overfor fremtidige, mulige baneløbere,” forklarer kommunikationschef Lars Berendt, og uddyber;
”Det står jo ikke skrevet i ansigtet på en baneløber, om han har de samme voldelige intentioner som baneløberen fra juni måned. Og med de få sekunder, kontrollørerne har at reagere på, bliver de fremover instrueret om at stoppe enhver, der forsøger at skaffe sig adgang til banen.”
Den nødvendige nul-tolerance overfor fremtidige baneløbere bliver indskærpet ved den verbale briefing af Parkens kontrollører på kampdagene, og indgår ligeledes i den generelle, skriftlige instruktion af korpset.
Det nye sikkerhedskoncept til landskampene vil blive testet til EM-kvalifikationskampen mod Letland, og derefter vurderet af eksterne eksperter, som DBU udpeger.
Endelig påtænker Parken også at forøge antallet af videoovervågningskameraer i tilskuerområderne.
Serviceforbedringer
Ved såvel evalueringsmødet i juni og det opfølgende møde i sidste uge fremførte DBU også nogle gennemgående kritikpunkter fra publikum vedrørende serviceforholdene i Parken.
Disse punkter omfatter blandt andet den successive bemanding af Parkens 64 indgange. Indgangene vil fremover være bemandet uafbrudt i hele perioden fra portene åbnes og indtil køerne er afviklet ved udsolgte kampe.
Parken vil også intensivere opmærksomheden mod tilskuere, der er tydeligt berusede. Synligt berusede tilskuere vil også fremover blive afvist ved indgangene eller bortvist fra stadion, såfremt de først er sluppet indenfor, hvis de enten kan forventes eller allerede er til gene for flertallet af andre tilskuere.
Tilskuere, der smider øl eller sodavand ud over andre tilskuere, vil ligeledes fremdeles blive bortvist.
For så vidt angår salget af stærkere alkohol umiddelbart udenfor Parkens indgange, har DBU henvist til sikkerhedsreglerne hos såvel det internaionale fodboldforbund, FIFA, som det europæiske fodboldforbund, UEFA. Regulativerne forbyder offentligt salg af alkohol på stadioner.
Politisag, erstatningskrav, ”afgift” og karantæne
Baneløberen fra kampen mod Sverige den 2. juni blev 4. september ved Københavns Byret idømt 30 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste for forsøg på vold mod kampens dommer samt ulovlig indtrængen på banen i Parken.
Han vil ved civilt søgsmål blive mødt med et erstatningskrav på 1,9 millioner kroner fra DBU og syv millioner kroner fra Parken.
Fremtidige baneløbere kan ligeledes forvente såvel en politisag som et muligt erstatningskrav samt som minimum karantæne fra alle fodboldkampe i Parken på ubestemt tid og en afgift på 10.000 kroner.
Mødet mellem Parken og DBU fredag den 28. september havde deltagelse af Parkens administrerende direktør Jørgen Glistrup, teknisk direktør Lars Bladt, driftschef Jan Olsen og sikkerhedschef Leif Bjørn, mens fodboldforbundet var repræsenteret af DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen, kommunikationschef Lars Berendt, kontorchef Steen Dahrup og regnskabschef Erik Nielsen.