DBU har godkendt overbygningsaftalen mellem Fremad Amager, Kastrup Boldklub, Dragør Boldklub og Kløvermarken FB – og navnet FC Amager.
|
 |
|
Anders Jochumsen indgår sammen med resten af Fremad Amager i den nye overbygningsaftale FC Amager. Foto Per Kjærbye |
Amager-klubberne Fremad Amager, Kastrup Boldklub, Dragør Boldklub og Kløvermarken FB stiller fra kommende sæson op med ét 1. hold under navnet FC Amager.
Den nye klub overtager Fremad Amagers sportslige placering, som i øjeblikket er tophold i 2. Division Øst, ligesom det er Fremad Amager, der stiller sin kontrakttilladelse til rådighed for det nye hold.
Konstruktionen medfører ikke tvangsnedrykning af hold og deraf ekstraordinær oprykning i DBUs turneringer. Kastrup Boldklub er med klubbens nuværende placering i Danmarksserien den eneste af de øvrige samarbejdsklubber med et hold i DBUs turneringer.
For så vidt angår navnet, er det DBUs opfattelse, at overbygningens navn virker rimeligt i forhold til dels den geografiske sammensætning, dels at Fremad Amager på ansøgningstidspunktet er den sportsligt højest placerede klub på Amager.
DBU modtog ansøgningsmaterialet – herunder ansøgning, overbygningsaftaler, samarbejdsaftaler, vedtægter, referater fra generalforsamlinger og årsrapporter - indenfor tidsrammen 1. marts for godkendelser til den efterfølgende turneringsstart fra sommeren 2008.
Idet ansøgningen opfylder kravene fastsat i ”retningslinjer for fusioner, overbygninger m.v.” er overbygningen FC Amager godkendt med ikrafttrædelse 1. juli 2008.