Nyheder

Sådan slår vi Skotland

0 anbefalinger
Det danske kvindelandshold viser i øjeblikket storform, og i morgen kan Danmark komme på førstepladsen i pulje 5 i EM-kvalifikationen. Det kræver en sejr af en vis størrelse over Skotland på Viborg Stadion, en kamp der spilles klokken 12.00. Der er gratis adgang på stadion for børn og unge under 18 år.
Det danske kvindelandshold viser i øjeblikket forrygende form og er inde i en sejrsstime, når man kigger på EM-kvalifikationsturneringen. Onsdag blev Slovakiet besejret med 4-1, sidste år vandt holdet over Portugal og over Skotland på udebane.
 
Søndag møder danskerne igen skotterne, når der er kamp på Viborg Stadion klokken 12.00. Her kan Danmark overtage førstepladsen i pulje 5, hvis de vinder stort nok over Skotland.
 
Ukraine fører i øjeblikket gruppe 5 med 12 point efter fire kampe og en målscore på 12-1. Danmark har 9 point, men har spillet en kamp mindre, og har en målscore på 10-2. Danmark skal altså vinde med minimum to mål over Skotland. Det bliver svært, men kan ifølge landsholdstræner Kenneth Heiner-Møller godt lade sig gøre:
 
”Vores mål er ikke nødvendigvis at komme øverst i puljen - men det er helt klart at vinde. Det kan ske, hvis vi spiller med tålmodighed - spiller vores pasningsspil og prøver at få overtaget på midtbanen,” siger Kenneth Heiner-Møller, der understreger, at Skotland er alt andet end en nem modstander:
 
”Vi var heldige, da vi vandt 1-0 over skotterne sidste år. Det er et dygtig, velorganiseret hold, med en hel fantastisk angriber på top, nemlig Julie Fleeting,” siger Kenneth Heiner-Møller, der fredag valgte at indkalde Susanne Graversen som back up på målmandsposten, da målmand Heidi Johansen fredag blev hjemme på hotellet med influenza-symptomer. Susanne Graversen, IK Skovbakken, var sidst med omkring landsholdet under VM i Kina i september måned.
 
Angriberne har brudt måltørken
 
Og der grund til at tro, at Danmark kan få et godt resultat ud af søndagens EM-kamp mod Skotland. Brøndbys angriber Maiken With Pape fik i onsdagens EM-kvalifikationskamp mod Slovakiet nemlig brudt fire måneders måltørke.

Landsholdets spidsangriber har ikke scoret siden de mislykkede OL-kvalifikationskampe mod Sverige i november sidste år, men nu er målkrisen brudt. Maiken With Pape blev sammen med Johanna Rasmussen noteret for to scoringer i Danmarks EM-kvalifikationskamp i Senec i Slovakiet. To mål, der var vigtige for angriberen:

”Det har givet mig noget selvtillid. Hver gang man som angriber ikke scorer, føler jeg mig bagud. Målforventningerne er større til en angriber end til alle andre på holdet, det kan godt være frustrerende. Derfor er det da en lettelse, at jeg nu har fået gang i scoringerne igen, siger Maiken With Pape, der meget gerne vil forsætte stimen i morgen mod Skotland:

”Jeg skulle gerne have lidt flere mål ind på kontoen. Mit mål med landsholdet er at score i minimum hver anden kamp, så jeg mangler lidt endnu,” siger Maiken With Pape.
 
Du kan se om det lykkedes Maiken og co. at fortsætte sejrsstimen, når pigerne i morgen spiller EM-kvalifikationskamp mod Skotland klokken 12:00 på Viborg Stadion. Her kan du også møde DBUs Landsholdsklub, der varmer op til kampen uden for stadion med konkurrencer og andre sjove aktiviteter.
 
Der er gratis adgang for alle børn og unge under 18, voksne kommer ind for 50 kroner.

Af: Helle Møller Riis/Pia Schou Nielsen

26. april 2008, 10:39

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: