Opdateret: Det danske U/17-landshold spillede onsdag en rigtig flot kamp ved Syrenka Cup i Polen og vandt fortjent 3-0 over Ukraine. Torsdag møder Danmark Tjekkiet i semifinalen.

Det danske U/17-landshold kom fremragende fra start, da de onsdag vandt 3-0 over Ukraine ved Syrenka Cup i Polen.
Kampbanen i Bialobrzegi havde en del ujævnheder, og indledningsvis skulle de danske drenge tilpasse sig forholdende, hvilket blandt andet gav et par løse ukrainske chancer efter 16 minutter. Herefter overtog danskerne sikkert styringen med kampen og med flot pasningsspil fik ukrainerne lov til at løbe meget efter bolden.
Efter 28 minutter kom det fuld fortjente føringsmål. Ukraine havde netop haft et nærgående forsøg, som Nicolai Møller Boilesen på bedste vis fik dirigeret væk via overliggeren, og mens ukrainerne ærgrede sig over det nærgående forsøg, slog Danmark til. En pragtfuld stikning i dybden fra Rasmus Falk Jensen havnede for fødderne af OB-klubkammerat Christian Eriksen, som usvigelig sikkert sparkede bolden ind ved fjerneste målstolpe til en 1-0 pauseføring.
Danmark fortsatte dominansen fra starten af anden halvleg med godt pasningsspil og aggressivt pres-spil når ukrainerne havde bolden. Kun 3 minutter efter pausenteen var målscorer Eriksen i oplæggerens rolle, da Mads Hvilsom bankede bolden i kassen til 2-0.
Kampen gav debut til AGFs Casper Sloth og Hvidovres Morten Thomsen, og efter 72 minutter fik den tredje debutant en ilddåb han nok aldrig glemmer. FC Nordsjællands Mark Gundelach kom på banen og hans første boldberøring efter 10 sekunder var et veltimet hovedstød på Mads Hvivlsoms glimrende indlæg fra højrekanten.
Og det var naturligvis en tilfreds træner, der kommenterede kampen efterfølgende:
”Vi spiller en rigtig flot kamp og vinder fortjent 3-0 mod et godt ukrainsk hold. Efter en lidt svær start i de første 20 minutter, får vi sat vores spil og ramt de mønstre vi gerne vil, og resten af halvlegen er vi meget dominerende," lyder det fra Thomas Frank, der altså i morgen kan se frem til en svær kamp mod Tjekkiet:
”I anden halvleg udbygger vi fortjent føringen. Vi kan dog fortsat blive bedre til at holde fast i bolden og vente på at de gode muligheder opstår, og stadigvæk slå til på de gode omstillinger. Det er dejligt at vi bygger videre på succesen fra Sverige og har lagt flere momenter til i vores spil både vi og modstanderen er i boldbesiddelse. Nu glæder vi os til semifinalen mod Tjekkiet i morgen, som vi går benhårdt efter at vinde, men vi vil også foretage nogle ændringer, så vi får set flere spillere i aktion inden EM kvalifikationen i Israel.
Den fuld fortjente og flotte 3-0 sejr betyder at Danmark torsdag kl. 17:00 skal møde turneringens forsvarende mestre Tjekkiet, som i deres første opgør besejrede Belgien med 4-3.