Nyheder

Tre mulige debutanter mod Norge

0 anbefalinger
Fem afbud er med til at bane vejen for tre mulige debutanter i Per Andersens nye U/19-landsholdstrup, der møder Norge i to venskabskampe den 2. og 4. september i Hamar nord for Oslo.


Saban Øzdogan er blandt Per Andersens udvalgte 18-spillere.

En række alvorlige skader holder fem U/19-landsholdsspillere ude af den 18-mandstrup, som Per Andersen har udtaget til to venskabskampe mod Norge den 2. og 4. september.

Både Mads Albæk og Nikola Saric døjer med meniskskader. Andreas Laudrup har en betændelsestilstand i foden. Jens Riis-Jeppesen lider af lyskenproblemer og Anders Christiansen har pådraget sig en revne i rygsøjlen.

”Det er fem mand, der alle kunne have været i startopstillingen. Heldigvis ligger vores EM-kvalifikationsturnering først i slutningen af november, men det er jo et klart handicap at mangle dem i forberedelsesfasen,” vurderer U/19-landsholdets træner, Per Andersen.

De fem afbud er dog ikke udelukkende negativt, da det giver landstræneren mulighed for at prøve nogle nye spillere. Det har blandt andet banet vejen for truppens benjamin 17-årige David Boysen, der spillede på U/17-landsholdet i foråret, samt tre mulige debutanter i de to forsvarsspillere Oliver Lund, AB, og Erik Marxen, Vejle, samt AGFs midtbanespiller Jonas Thorsen


1200 spillere scoutet

Sidstnævnte tre spillere har endnu ikke været på et af DBUs ungdomslandshold, men det er ikke ensbetydende med, at de er ukendte for landstrænerne:

”Det folk skal forstå er, at vi har et meget finmasket scouting netvæk. Eksempelvis har vi scoutet mere end 1.200 spillere for at finde frem til de 100 spillere, der starter på vores U/15-centre. Udvælgelsen er en dynamisk proces, der aldrig ender, og i processen i forbindelse med udtagelse af et U/19-landshold, har vi set mere end 300 spillere indenfor det sidste år,” fortæller Per Andersen og fortsætter: 

”Det er derfor ikke tilfældigt, at vi finder tre nye spillere. Det er alle tre spillere, som vi har fulgt et godt stykke tid, og som jeg tror, vi kommer til at høre mere til, men det er jo en kendsgerning, at spillerne udvikler sig forskelligt både mentalt, teknisk, taktisk og fysisk. Nogle slår senere igennem og nogle går i stå. Sådan er det bare.”


Røde tråd

U/19-landsholdet har mødt Norge hele 63 gange siden 1950 – seneste i to venskabskampe i Rønne for to år siden. Så det er et hold, Danmark har godt kendskab til.

”Jeg tror, det bliver to meget lige kampe, og kampe hvor vi bliver matchet godt. Knægtene har en stor udfordring foran sig. Som U/17-landshold nåede de ikke til mellemrunden, så alene det at skulle revanchere sig må i sig selv være en motivationsfaktor,” fortæller Per Andersen.

”Vi skal fortsætte med at arbejde meget på boldbesiddelse og det fremadrettede spil. Det betyder jo tilsvarende, at vi skal tage os i agt for omstillinger, når vi nu går efter at have bolden meget, men det er alt sammen en del af den røde tråd, som vi forsøger at implementere på alle vores landshold,” fortæller landstræneren.

U/19-landsholdet rejser fra København mandag den 1. september. Første kamp spilles den 2. september klokken 18:00 på Ottestad Stadion, og de to mødes igen to dage senere den 4. september klokken 18:00 på Løten Stadion.

Truppen

Af: Jacob Wadland

21. august 2008, 11:54

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: