DBUs Disciplinærudvalg har valgt at nedsætte strafpointene til FC Midtjyllands forsvarsspiller Kolja Afriyie efter redegørelse fra dommer Thomas Vejlgaard og tv-optagelser. Afviser protest fra OB som dommerskøn i overensstemmelse med Fodboldlovens paragraf 12.

DBU Turneringer modtog efter weekendens spillerunde i SAS Ligaen protester fra FC Midtjylland og OB.
FC Midtjyllands protest var rettet mod dommer Thomas Vejlgaards udvisning af klubbens forsvarsspiller Kolja Afriyie i kampen mod Esbjerg fB mandag eftermiddag, mens OB’s protest gjaldt dommer Henrik Nystrup Kraghs udvisning klubbens forsvarsspiller Atle Roar Håland i udekampen mod AC Horsens søndag.
I Fodboldlovens paragraf 5 fremgår det, at ”dommerens afgørelser vedrørende det, som er foregået under spillet, er endelige”. Derfor har DBUs DM-disciplinærudvalgs muligheder i henhold til de Disciplinære bestemmelsers paragraf 1i (1) alene bestået i en eventuel vurdering af selve strafudmålingen, idet det her fremgår, at ”Disciplinærudvalget kan enten efter en klage eller af egen drift forhøje eller nedsætte pointantallet for en forseelse”.
Kolja Afriye ikke ”bageste mand”
I SAS Liga-kampen Esbjerg FB-FC Midtjylland blev FC Midtjylland-spilleren Kolja Afriyie udvist for at berøve oplagt scoringsmulighed, da han begår frispark på en Esbjerg-spiller godt midt på egen banehalvdel.
FC Midtjylland argumenterer i protesten for, at der ikke var tale om at berøve en oplagt scoringsmulighed, idet en anden forsvarsspiller, Magnus Troest, var placeret væsentligt længere tilbage på banen end Kolja Afriyie.
FCM argumenterer endvidere for, at forseelsen dermed højst var til en advarsel, og protesterer i henhold til Disciplinære Bestemmelsers § 1h en revurdering af de tildelte karantænepoints til Kolja Afriye for udvisningen.
DBU modtog efter kampen indberetning fra kampens dommer, Thomas Vejlgaard. Han indberettede, at han udviste Kolja Afriyie for med en kategori C4-kendelse at ”berøve oplagt scoringsmulighed – med fare for modspiller”. Udvisningen medfører 30 karantænepoints.
Men at være ”bageste mand” behøver dog ikke være afgørende.
Dette forhold kan rent principielt være irrelevant, idet det altid er dommerens skøn, om en eventuel forsvarende spiller, som objektivt står længere tilbage på banen, overhovedet har en chance for at kunne nå stoppe en fremstormende angriber.
Det afgørende har derfor været, om Magnus Troest, som stod længere tilbage på banen end Kolja Afriyie, ville kunne have nået at stoppe Esbjerg-spilleren, hvis han ikke var blevet tacklet af Kolja Afriye.
Dommer erkender fejlskøn
DBU har efterfølgende sikret Thomas Vejlgaard yderligere tv-optagelser i forhold til den sekvens, han efter kampen blev forevist af TV3 på en monitor på Blue Water Arena, og har derefter indhentet en supplerende redegørelse fra Thomas Vejlgaard. Heri indgår hans vurdering, efter at have set de nye optagelser fra TV3:
”Jeg har nu haft lejlighed til nøje at studere tv-billederne. Det er min overbevisning, at jeg desværre skønner forkert i situationen. Magnus Troest befinder sig i en position, der gør, at han ville have en mulighed for at forhindre Esbjerg-spilleren i at score, hvis denne var kommet forbi Kolja Afriyie. Derfor er der ikke tale om at Kolja Afriyie fratager modstanderen den oplagte scoringsmulighed, og på baggrund af tv-billederne vurderer jeg derfor nu, at udvisningen er forkert,” erkender Thomas Vejlgaard i sin skriftlige redegørelse.
Dommeren og udvalget, der samtidig lægger vægt på dommerens indrømmelse, er derfor enige i FC Midtjyllands påstand om, at der ikke var tale om en oplagt scoringschance.
På den baggrund har Disciplinærudvalget nedsat spillerens karantænepoints svarende til et gult kort i kategori C, idet der efter udvalgets opfattelse trods alt er tale om såkaldt ”professionelt frispark” mod en spiller i gennembrud.
Dermed nedsættes Kolja Afriyies karantænepoints fra 30 points til 6 points svarende til en advarsel i kategori C. Det betyder, at han på baggrund af sine tidligere strafpoints, vil være karantæneramt i FC Midtjyllands kommende kamp.
OB-protest også på bordet
Derimod afviser udvalget en tilsvarende protest fra OB.
I SAS Liga-kampen AC Horsens-OB blev AC Horsens tilkendt et straffespark efter blot cirka 15 sekunders spil. OB-spilleren Atle Roar Håland blev udvist for at begå straffesparket ved - efter dommerens skøn - at berøve en oplagt scoringsmulighed.
OB har indgivet protest/klage i henhold til de Disciplinære Bestemmelsers § 1h, hvor klubben påberåber sig som minimum en revurdering af de tildelte karantænepoints til Atle Roar Håland for udvisningen.
OB opremser en række påstande i dens protest, blandt andet at Atle Roar Håland kommer først på bolden uden at begå strafbar handling, at der ikke er tale om en oplagt scoringschance, at Atle Roar Håland er ikke den bageste spiller på banen i situationen, at linjedommeren stod bedre placeret end dommeren uden at vinke, at dommeren viser manglende situationsfornemmelse ved at anvende det røde kort efter få sekunders spil i en situation, der ikke kan have været entydig for dommeren, samt, at modspilleren fra AC Horsens efterfølgende udtalte til medierne, at ”jeg er meget inspireret af italiensk fodbold, så jeg er god til at falde, men jeg synes jeg bliver skubbet”.
Dommeren fastholder sit skøn efter tv-billeder
DBU har modtaget indberetning fra kampens dommer Henrik Nystrup Kragh.
Heri fremgår det, at han indberetter Atle Roar Håland med udvisning i kategori B5 for at ”berøve oplagt scoringsmulighed – uden fare for modspiller”. Udvisningen medfører 28 karantænepoints.
DBU har efter OB’s protest indhentet en supplerende redegørelse fra Henrik Nystrup Kragh, hvor han blandt andet skriver:
”I kampens første minut bliver en Horsens-spiller spillet fri i straffesparkfeltet, i en oplagt scoringsposition. OB-spilleren Atle Roar Håland begår et benspænd på Horsens spilleren i straffesparkfeltet. Der bliver dømt straffespark og Atle Roar Håland udvises for § 12-forseelse nr. 5 at "berøve en oplagt scoringsmulighed.
Jeg har desuden nu haft mulighed for at se situationen igennem på tv, og dette giver ikke anledning til ændring af min opfattelse af hændelsesforløbet eller min afgørelse”.
Udvalget afviser OB
Disciplinærudvalget har vurderet, at det er en vanskelig situation for dommeren at foretage et skøn i, men at der er tale om en nærkamp i straffesparksfeltet med fysisk kontakt, og at dommerens foretagne skøn derfor er sket indenfor rammerne fodboldloven.
Det vanskelige består efter udvalgets vurdering i, at Atle Roar Håland trods fysisk kontakt også rammer bolden i den nærkamp, der fører til straffespark og udvisning. Det skal dog understreges, at man isoleret set ikke kan udelukke et korrekt dømt straffespark, blot fordi forsvarsspilleren også ramte bolden.
Udvalget finder samtidig dele af OB’s argumentation påfaldende subjektiv, eksempelvis bemærkningerne om linjedommerens manglende markering i situationen, og at dommeren mangler situationsfornemmelse.
Det er udvalgets opfattelse, at Atle Roar Håland løber en stor risiko for at begå et straffespark når han, med det ene ben højt hævet, sparker på tværs af angriberens løberetning.
Udvalget finder generelt ikke en sådan episode egnet til nedsættelse af karantænepoints. Uanset at udvalget finder kendelsen striks, er der tale om en nærkamp i straffesparksfeltet, hvor der indiskutabelt er fysisk kontakt mellem Atle Roar Håland og AC Horsens-angriberen.
På den baggrund finder udvalget det ikke rimeligt at omgøre konsekvenserne af dommerens foretagne skøn, som blev foretaget i overensstemmelse med Fodboldloven, og som i henhold til lovens § 5 er et endeligt skøn.
Udvalget har derfor afvist OB’s protest, og Atle Roar Håland tildeles 28 karantænepoints for sin udvisning i kategori B5.
Det medfører reelt to spilledages karantæne.
Læs også: