3.760 børn indtager sammen med deres forældre fodboldbaner landet over, når DBU arrangerer årets Mikrofodboldskole i den kommende weekend. 106 klubber er klar til at byde de mange ’spillere’ velkommen.

Salget til årets Mikrofodboldskole for de yngste er gået strygende, og DBU kan melde stort set udsolgt på mange af landets skoler. Årets deltagerantal er det højeste nogensinde.
En weekend med leg, boldspil og forhåbentligt godt maj vejr venter deltagerne, når de skal tilbringe fredag, lørdag og søndag på fodboldbaner forskellige steder landet over.
I år er temaet på DBUs Mikrofodboldskole 'Pirater', og både børn og voksne får blandt andet fornøjelsen af at klæde sig ud som fodbold-pirater, spille Kaptajn Klo Cup, kampe på piratskibet og meget andet. På Mikrofodboldskolen er det nemlig ikke kun børnene der aktive. Også de voksne er med i en stor del af lege og træningsøvelser, hvor de er makker, stolpe, dommer eller målmand.
Mikrofodboldskolen er de yngste børns pendant til den "rigtige" DBU Fodboldskole, hvor let teknisk træning kombineres med masser af leg, og skolerne er samtidig DBUs oplæg til, hvad god fodboldtræning er for de yngste spillere. Således er øvelserne på DBUs Mikrofodboldskoler også helt i tråd med DBUs holdninger til børnefodbolden illustreret i DBUS Holdningskatalog – Holdninger & handlinger.
DBU og de mange værtsklubber glæder sig til at se alle årets deltagere på Mikrofodboldskolen 2008!