
DBU Turneringer har efter weekendens spillerunde i SAS Ligaen modtaget protester fra OB og FC Midtjylland.
OB’s protest gælder dommer Henrik Nystrup Kraghs udvisning klubbens forsvarsspiller Atle Roar Håland i udekampen mod AC Horsens søndag, og FC Midtjyllands protest gælder Thomas Vejlgaards tilsvarende udvisning af denne klubs forsvarsspiller Kolja Afriyie i kampen mod Esbjerg fB mandag eftermiddag.
I Fodboldlovens paragraf 5 fremgår det, at ”dommerens afgørelser vedrørende det, som er foregået under spillet, er endelige”. Derfor består DBUs DM-disciplinærudvalgs muligheder i henhold til de Disciplinære bestemmelsers paragraf 1i (1) alene i en eventuel vurdering af selve strafudmålingen, idet det her fremgår, at ”Disciplinærudvalget kan enten efter en klage eller af egen drift forhøje eller nedsætte pointantallet for en forseelse”.
I sidste uge valgte udvalget således at nulstille karantænepointene til Hvidovres anfører Morten Overgaard efter en udvisning, idet det på tv-optagelser fra Viasat Divisions-kampen forrige søndag mod Skive fremgik, at spilleren ikke havde brugt hånden til at forhindre en oplagt målchance, som den ene af linjedommerne fejlagtigt havde vurderet i den pågældende situation.
Kampens resultat og udvisningen af spilleren blev fastholdt, men de tildelte karantænepoints blev som følge af fejlskønnet nulstillet, og derefter var spilleren spilleberettiget i den efterfølgende turneringskamp mod Næstved.
En væsentlig forskel mellem den aktuelle OB-protest og Hvidovre-protesten fra sidste uge består i, at mens OB’s protest drejer sig om et dommerskøn i forbindelse med en fysisk kontakt mellem to spillere, handlede Hvidovres protest om, hvorvidt spilleren overhovedet ramte bolden med hånden og i givet fald, om der var tale om en ”hånden-på-bolden”- eller en ”bolden-på-hånden”-situation.
DBUs DM-disciplinærudvalg forventer at afgøre protesterne onsdag inden torsdagens tredjesidste spillerunde i SAS Ligaen.
De direkte involverede parter vil i henhold til gængs praksis som de første blive orienteret om kendelserne, der straks herefter vil fremgå her på siderne.