DBUs bestyrelse giver plads til fem nye, kvindelige medlemmer – herunder tidligere landsholdsspiller Lene Terp - i fodboldforbundets 18 forskellige udvalg. Landsholdets tidligere anfører, Thomas Helveg, tager sit fairplay-armbind fra banen med over i DBUs arbejde med fairplay på og udenfor banerne.

Thomas Helveg, der i forrige uge valgte at slutte sin landsholdskarriere, tager sit fairplay-armbind fra landsholdet med over i fodboldforbundets arbejde med fairplay.
Landsholdets nu tidligere anfører gik sejrrigt ud af lige over halvdelen af sine 108 landskampe – 55 - mens 29 sluttede uafgjort og kun 24 blev tabt. Mere imponerende er det imidlertid, at han som forsvarsspiller kun blev noteret for 15 gule kort i hans i alt 108 landskampe.
DBU har haft tradition for at have en aktiv SAS Liga-spiller i fairplay-udvalget, men det har på grund af klubskifter og andre aktiviteter vist sig praktisk vanskeligt at fastholde en de aktive i udvalget.
Thomas Helveg, der forrige sæson vendte hjem til OB efter en 14-årig udlandskarriere, overtager pladsen fra Michael Riebers, FC Nordsjælland, som trådte ud i løbet af året.
Udvalget ledes af bestyrelsesmedlem Thomas Bytoft, og har hans bestyrelseskollega Per Bjerregaard, tidligere topdommer Jan Damgaard, Morten Wieghorst som trænerrepræsentant samt Lars Olesen som medlemmer sammen med en repræsentant udpeget af Børne- og ungdomsudvalget.
Fem nye kvindelige udvalgsmedlemmer
DBUs bestyrelse benyttede traditionen tro lørdag sit første møde efter repræsentantskabsmødet forrige lørdag på at sammensætte fodboldforbundets nu 18 forskellige udvalg.
Her satte bestyrelsesformand Allan Hansen handling bag sine ord fra repræsentantskabsmødet forrige lørdag, da han præsenterede fem kvinder blandt de i alt 25 nye medlemmer af DBUs udvalg det kommende år. Og dermed kommer kvindernes repræsentation op på ni medlemmer blandt de i alt 107 udvalgsmedlemmer.
Louise Bøjden træder ind i børne- ungdomsudvalget sammen med Ole Jacobsen, Morten Nielsen og Per Dybdahl, som afløser Allan Dinesen, Gordon Kirt og Steen Gleie. Udvalget ledes fortsat af bestyrelsesmedlem Benny Hansen samt Kaj D. Larsen og Christian Fynsk som de øvrige medlemmer.
Anette Søndergaard og Karina Hartwig træder ind som nye medlemmer af kvinde-eliteungdomsudvalget, der samtidig får Mette Bach Kjær som ny formand, hvor hun afløser Erik Hjorth, der har indstillet sit arbejde i DBU efter 25 år. Mette Bach Kjær er Kvindedivisionsforeningens suppleant til DBUs bestyrelse, hvor foreningen har udpeget Torben Povlsen som repræsentant.
Lars Olesen udtræder af udvalget for i stedet at overtage formandsposten for det nye Licensudvalg for pige-ungdom, hvor Lene Filholm, som er helt ny i udvalgssammenhæng, Diana Andersen og Torben Povlsen bliver medlemmer.
Tidligere landsholdsspiller Lene Terp bliver det femte, nye kvindelige udvalgsmedlem, idet hun får plads i uddannelsesudvalget, hvor Peter Tornbo også bliver nyt medlem. Udvalget ledes af bestyrelsesmedlem Bent Clausen, og består af nyt bestyrelsesmedlem Kim Bjelstrand samt Jørn Hedengran, Gert Lundgaard og Jørn West Larsen, som er udpeget af Dansk Fodboldommer-Union (DFU). Kim Hallberg og Hans Mogensen udtræder.
Justeringer i tre udvalg
Bestyrelsen justerer samtidig sammensætningen af tre af de yderligere udvalg, hvor Hans Mogensen og Kjeld Holmen erstatter Bent Clausen og Jørn West Larsen i Dommerudvalget. Holmen er udpeget af DFU.
Futsal-udvalget udvides som planlagt fra fem til syv medlemmer med Knud Erik Kristensen, Bent Hansen og Johnny Jensen som nye medlemmer til et udvalg, der har tidligere bestyrelsesmedlem Hans-Henning Jacobsen som formand samt Peter Roslev, Steen Christensen og Mogens Nielsen som medlemmer. Kim Glad Andersen udtræder.
I udvalget for professionel fodbold har Divisionsforeningen indstillet, at Orla Madsen bliver erstattet af Teddy Pedersen. Udvalget består af DBUs formand Allan Hansen, næstformand Jesper Møller, kasserer, Torben Mogensen, bestyrelsesmedlemmerne Benny Hansen, Henrik Ravnild og Thomas Christensen, som også er formand for Divisionsforeningen, samt klubrepræsentanterne Jørn Kønig, Niels Christian Holmstrøm og Allan K. Pedersen.
På dagens bestyrelsesmøde blev de to menige medlemmer af forretningsudvalget, Benny Hansen og Thomas Christensen, genvalgt for den kommende periode. DBUs formand, næstformand og kasserer er faste medlemmer af forretningsudvalget.
Kim Bjelstrand blev samtidig budt velkommen som nyt medlem af bestyrelsen, hvor han overtager pladsen fra Erik Hjorth, der stoppede sit frivillige arbejde i forbindelse med repræsentantskabsmødet.
Det 18. af DBUs faste udvalg, Appeludvalget, nedsættes i modsætning til alle øvrige udvalg ikke af bestyrelsen men vælges af repræsentantskabet.