DBUs DM-disciplinærudvalg giver Næstved Boldklub en advarsel som følge af utilstrækkelige sikkerhedsforhold i forbindelse med kvartfinalen mod FC København forrige søndag.

En forsinkelse og to afbrydelser af pokal-kvartfinalen mellem Næstved Boldklub og FC København forrige søndag den 8. marts koster nu den arrangerende klub en advarsel fra DBUs DM-disciplinærudvalg.
Allerede inden kampens start blev kick off forsinket med to minutter på grund af røgudvikling fra romerlys, som blev kastet på banen fra FC Københavns tilskuerafsnit.
I kampens 39. minut måtte kampens dommer, Peter Rasmussen, midlertidigt afbryde kampen i fem minutter, efter tilskuere fra det gæstende holds tilskuerafsnit væltede det opsatte hegn, der fungerede som sektionering mellem dem og de øvrige tilskuere på den ene langside, hvorefter et større antal tilskuere løb ind på banen.
Og igen det 55. minut måtte Peter Rasmussen afbryde kampe i et minuts tid på grund af tre romerlys, der blev kastet på banen fra FC Københavns tilskuerafsnit.
Næstved har i en skrivelse redegjort for, hvordan klubben som ansvarlig arrangør af kampen havde forberedt de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, blandt andet gennem et møde med Politiet, hvor der blev aftalt foranstaltninger som for eksempel trafikale forhold, visiteringszoner og sektionering af tilskuerne.
Klubben havde tillige entreret med et privat vagtselskab, som på kampdagen stillede med 40 mand til understøttelse for klubbens egne kontrollører og billetpersonale samt fem såkaldte ”spottere” fra FC Københavns sikkerhedskorps, som særligt skulle fokusere på FC Københavns fans.
Endelig havde Næstved Boldklub ikke på forhånd kendskab til konstruktionen af det mobile hegn, der skulle fungere som sikkerhedshegn, da det blev opsat til lejligheden af stadionejeren, Næstved Kommune. Hegnet blev dog på kampdagen
godkendt af det private vagtselskab.
Idet der var blevet udtrykt tvivl, hvorvidt FC København havde tilbudt at medtage egne kontrollører til kampen, har DBU også indhentet forklaring fra FC Københavns sikkerhedschef, Leif Bjørn.
Udvalget vurderer på baggrund af den indsendte redegørelse fra Næstved, at klubben rent faktisk har forsøgt at risikovurdere og dermed forbedre sikkerhedsforholdene omkring kampen, men at forholdsreglerne og dispositionerne var utilstrækkelige.
Disciplinærudvalget finder afbrændingen af romerlys og afbrydelserne af kampen særligt kritisabelt, og anbefaler i sin kendelse, at Næstved BK burde have benyttet muligheden for at få mere assistance fra FC København, idet FC København har den større erfaring sikkerhedsmæssigt. Det opsatte hegn burde have været stærkere og understøttet af flere kontrollører, når det udgør et sektioneringsområde mellem to grupper af fans.
På den baggrund bliver Næstved Boldklub i henhold til DBUs Love, § 23.1 (a) tildelt en advarsel i en kendelse, der i henhold til DBUs Love, § 24.1 ikke kan ankes.
Disciplinærudvalget komplimenterede under dets sagsbehandling kampens dommer, Peter Rasmussen, for sin håndtering af de pågældende episoder gennem midlertidige afbrydelser af kampen.