Når det danske kvindelandshold i morgen spiller sin første kamp i dette års Algarve Cup er det mod verdens bedste fodboldnation – Tyskland. Landstræner Kenneth Heiner-Møller glæder sig til kampen.
Det danske kvindelandshold er i øjeblikket i Portugal, hvor de deltager i den internationale fodboldturnering, Algarve Cup.
I morgen spiller de rød-hvide deres første kamp mod de forsvarende europa- og verdensmestre fra Tyskland. Et opgør som landstræner Kenneth Heiner-Møller ser frem til:
"Det er jo altid fantastisk, når man får lov til at måle sig med de allerbedste, og det må man sige, at Tyskland er. Kampen vil give os en god indikator for, hvor langt vi er med vores fodboldspil," siger Kenneth Heiner-Møller, der er taget af sted med mange nye navne i truppen. Tyskerne derimod er rejst til Portugal med en erfaren og gennemtestet trup:
"Tyskland spillede lige inden Algarve venskabskamp mod Kina. Den vandt de 2-0. Jeg er meget imponeret over, hvor dygtige og skarpe de er, siger landstræneren, der ikke forventer nogen dansk sejr, men til gengæld en spændende kamp:
"Jeg håber da, at vi i perioder kan spille lige op med dem, og jeg glæder mig til kampen. Man skal nyde, når får love at spille mod en klassemodstander som Tyskland. Det vil jeg gøre, og så skal vi huske på, at Algarve er en træningsturnering for os. Det gælder ikke om at skabe resultater her, men om at få en optimal forberedelse til forårets EM-kvalifikationskampe," siger Kenneth Heiner-Møller.
Emma Madsen blev onsdag skadet i baglåret, i stedet er Sanne Troelsgaard blevet indkaldt.
Danmark mødte sidst Tyskland som optakt til sidste års VM-slutrunde i Magdeburg, en kamp, der endte med et 4-0 nederlag til de danske kvinder.
Kampen imorgen spilles klokken 13.15 lokal tid, hvilket vil sige klokken 14.15. dansk tid og vises på den tyske kanal ZDF.
Se nyhed om truppen her
Se kvindelandsholdets program her