Nyheder

Bordinggaard forlænger

0 anbefalinger
Keld Bordinggaard har forlænget sin kontrakt som U/21-landsholdets træner i to år, og skal dermed stå i spidsen for det hold, som skal spille om europamesterskabet i de fire jyske byer Aalborg, Århus, Herning og Viborg.

Keld Bordinggaard har forlænget sin ansættelse som U/21-landsholdets træner frem til juni 2011, og skal dermed stå i spidsen for det U/21-landshold der i juni 2011 skal spille om europamester-skabet i de fire jyske byer Aalborg, Århus, Herning og Viborg.

Foto Per Kjærbye
Så er underskriften klar…
 
U/21-landsholdets træner Keld Bordinggaard har nu formelt underskrevet en kontrakt, der forlænger hans ansættelse som U/21-landsholdets træner med endnu to år.
 
Dermed bliver det også den 46-årige fynbo, der skal stå i spidsen for det danske U/21-landshold, der i juni 2011 skal spille om europamesterskabet i de fire jyske byer Aalborg, Århus, Herning og Viborg.
 
”Det bliver fagligt meget udfordrende, og er en ’once in a lifetime’ opgave at føre et dansk U/21-landshold til en slutrunde i Danmark. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er både glad men også en smule stolt over at få det sportslige ansvar for så stor en international opgave,” siger Keld Bordinggaard.
 
Glæden bliver gengældt af DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen:
 
”Vi forlænger selvfølgelig Kelds kontrakt, fordi vi har været meget tilfredse med hans måde at håndtere opgaven som U/21-landsholdstræner på. Og vi er tilsvarende sikre på, at Keld er manden, der kan få det optimale ud af vores U/21-landshold, velvidende at det bliver en meget anderledes og spændende udfordring, som han står overfor de næste to år,” vurderer Jim Stjerne Hansen, hvilket Keld Bordinggaard er enig i:
 
”I den første fase mod slutrunden vil mit arbejde minde mere om en SAS Liga-træners, da sikkerheden om deltagelse i slutrunden sikrer mig den luksus, at jeg kan skifte lidt ud på holdet og se flere spillere an, samtidig med at vi også får bedre mulighed for at danne os et større overblik over talentmassen på de involverede årgange,” siger Keld Bordinggaard og fortsætter
 
”Den fase, vi er i nu, afløses af en fase to, hvor vi skal have sat et hold sammen, som vil kunne matche de bedste U/21-landshold i Europa i juni måned 2011, men det fornemmer jeg ikke som et pres, men som et privilegium,” slutter Keld Bordinggaard.
 
Keld Bordinggaards kontrakt løber formelt frem til 30. juni 2011.
 
UEFA U21 Championship Denmark 2011 spilles fra den 12-25. juni 2011 i de fire jyske byer Aalborg, Århus, Herning og Viborg.
 
Tre afbud – to nye
 
Som et af de første skridt på vejen mod 2011, rejser U/21-landsholdet til Malta lørdag morgen, hvor holdet møder ø-staten i en venskabskamp tirsdag den 10. februar.
 
Holdet er indenfor de seneste 48 timer ramt af tre afbud.
 
FC København-målvogter Frederik Vang Larsen er ramt af en knæskade og bliver erstattet af Jonas Lössl, FC Midtjylland.
 
Mathias Jørgensen har meldt afbud af private årsager og bliver erstattet af Brøndbys alsidige Pierre Kanstrup, der kan anvendes både i forsvaret og på midtbanen, mens Werder Bremen angriberen, Andreas Granskov Hansen, har meldt afbud grundet influenza.
 
Det bliver ikke udtaget en erstatning for Andreas Granskov.

Både for Jonas Lössl og Pierre Kanstrup vil der være tale om debut på U/21-landsholdet, såfremt de får spilletid.

U/21-landsholdet mod Malta
 

Af: Jacob Wadland

06. februar 2009, 10:51

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: