UEFA har påsat Claus Bo Larsen til Champions League-ottendedelsfinalen mellem Arsenal FC og AS Roma. Den danske dommers tredje kamp på Emirates Stadium i London og hans fjerde Champions League-opgave i denne sæson.
Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har udpeget Claus Bo Larsen til hans fjerde opgave i årets Champions League-turnering.
Han skal sammen med linjedommerne Henrik Sønderby og Anders Nørrestrand samt Nicolai Vollquartz som fjerdedommer dømme ottendedelsfinalen mellem Arsenal FC og AS Roma tirsdag aften.
Claus Bo Larsen, der er indrangeret i den højeste internationale dommerkategori, FIFA Top Class Referee, har tidligere i sæsonen dømt Champions League-kampene FC Zenith Skt. Petersborg mod Juventus, FC Steaua Bucuresti mod FC Bayern München og Atletico de Madrid mod Liverpool FC.
Kampen på Emirates Stadium bliver i øvrigt hans tredje opgave på Arsenals nye superstadion i London siden indvielsen i sommeren 2006.
En måned senere skal Claus Bo Larsen tilbage til England på en opgave for det internationale fodboldforbund, FIFA, der har påsat ham til VM-kvalifikationskampen i gruppe 6 mellem England og Ukraine onsdag den 1. april. Her får han Anders Nørrestrand og Torben Jensen på linjerne og Anders Hermansen som fjerdedommer. Han dømte i september sidste år kampen mellem Østrig og Frankrig.
Claus Bo Larsen har derimod måtte melde afbud til en anden spændende opgave kommende weekend for det tunesiske fodboldforbund, der gerne ville have den danske dommer som neutral opmand i en topkamp i den tunesiske liga. Claus Bo Larsen har meldt afbud for at varetage en opgave i SAS Ligaen.
I november 2007 accepterede DBU en invitation fra det ukrainske fodboldforbund om at stille en dansk dommerkvartet til rådighed til kampen i den bedste ukrainske række mellem den daværende nummer tre, Dynamo Kiev, og det suveræne tophold, FC Shaktar Donetsk en måned efter, han havde dømt en tilsvarende kamp i den russiske liga mellem topklubberne Zenit St. Petersborg og CSKA Moskva den 29. september.