Etisk udvalg har behandlet David Nielsens indrømmelse af, at han gik på banen med det ønske at tabe en kamp, fordi det ville gavne ham økonomisk. Etisk udvalg udtrykker skarp kritik af David Nielsen, men finder ikke belæg for at straffe ham. Etisk udvalg opfordrer DBUs bestyrelse til at ændre reglerne.
I sin bog "Sorte svin" har David Nielsen detaljeret beskrevet, hvorledes han den 23. maj 2004 i kampen i Danmarksturneringen FCK-AaB gik på banen med et ønske om at tabe kampen, fordi det ville forbedre AaBs muligheder for at opnå kvalifikation til deltagelse i UEFA-Cuppen, og i fald dette måtte lykkes, ville udløse en økonomisk bonus på 300.000 kr. til David Nielsen.
DBUs Disciplinærudvalg har vurderet, at Disciplinærudvalget ikke har mulighed for at tage denne problemstilling under behandling, allerede fordi Disciplinærudvalget som følge af forældelse ikke ville kunne sanktionere. Disciplinærudvalget har derfor bedt Etisk Udvalg – hvis råderum er bredere – behandle sagen.
1. Faktiske omstændigheder
Problemstillingen tager udgangspunkt i det fodboldår under DBU, der løber fra sommeren 2003 til sommeren 2004 og involverer dels Danmarksturneringens øverste række, dels DBUs Landspokalturnering.
I den pågældende sæson var David Nielsen tilknyttet AaB, og han deltog for AaB i både Danmarksturneringen og Landspokalturneringen.
I Landspokalturneringen kvalificerede AaB sig til finalen, der i overensstemmelse med traditionerne blev spillet Kristi Himmelfartsdag den 20. maj 2004. Modstanderen var FCK, og FCK vandt og blev dermed vinder af Landspokalturneringen.
I Danmarksturneringen klarede AaB sig mindre godt, og med to runder tilbage var AaB med en placering i Danmarksturneringen som nr. 5 afskåret fra muligheden for igennem Danmarksturneringen at kvalificere sig til europæisk fodbold. Derimod var FCK derudover allerede kvalificeret til deltagelse i UEFA-Cuppen igennem sin position som vinder af Landspokalturneringen med mulighed for at deltage i kvalifikationen til Champions League for det tilfælde, at FCK vandt Danmarksturneringen.
For det tilfælde, at FCK vandt danmarksmesterskabet, ville AaB som tabende pokalturneringsfinalist overtage FCKs kvalifikation til UEFA-Cuppen.
I næstsidste runde af Danmarksturneringen skulle AaB – igen – møde FCK, og på ovenstående baggrund kunne AaB have en omend konkret usportlig så længererækkende interesse i, at FCK vandt den pågældende kamp, idet AaB derved ville forstærke sine muligheder for at komme til at spille europæisk fodbold.
DBU såvel som medierne var opmærksomme på denne problemstilling, og DBU annoncerede derfor også, at DBU satte flere observatører til at overvære kampen, for derigennem at åbne muligheden for at gribe ind, hvis disse observatører måtte vurdere, at AaB ikke på dagen spillede sin sportslige chance.
Selve kampen mellem FCK og AaB endte 1-1 – i øvrigt på en udligning fra FCK i kampens allersidste minutter. Med dette resultat kunne FCK i den efterfølgende kamp sikre sig danmarksmesterskabet ved en sejr, hvilket også lykkedes.
DBUs observatører udtalte efter kampen, at de ikke fandt anledning til at antage, at AaB ikke havde spillet sin sportslige chance på dagen.
2. Etisk udvalgs indledende bemærkninger
Etisk Udvalg ser det som sit væsentligste opdrag at fremkomme med kommenterende udtalelser og anbefalinger, der har et fremadrettet sigte. Selvom Etisk Udvalgs udtalelser nærmest definitorisk vil tage udgangspunkt i konkrete episoder, vil Etisk Udvalg være meget tilbageholdende med at sanktionere konkrete episoder med andet end udtalelser, idet Etisk Udvalg da hellere ser, at DBUs øvrige organer og medlemmer indretter sig på en fremtidig adfærd, som hindrer gentagelser af en adfærd, som Etisk Udvalg kritiserer.
I den konkrete sag tager Etisk Udvalg til efterretning, at Disciplinærudvalget er afskåret fra at straffe David Nielsen for den konkrete kamp.
Etisk Udvalg har videre noteret sig, at DBUs til formålet udsendte observatører samstemmende fandt, at de ikke havde anledning til at anfægte, at kampen som sådan var foregået sportsligt korrekt. Etisk Udvalg har, med det kendskab Etisk Udvalgs medlemmer har til kampen, heller ingen problemer med generelt at støtte denne vurdering for så vidt angår AaBs spillere med undtagelse af David Nielsen. Etisk Udvalg finder således beklageligvis ingen anledning til at betvivle David Nielsen, når David Nielsen i sin bog udtaler, at han gik på banen med det ønske at tabe, for derved at forbedre sin økonomiske situation eller at han i det væsentlige har ageret som han beskriver i bogen. Etisk Udvalg har ikke fundet anledning til at indkalde David Nielsen til en uddybende forklaring, idet Etisk Udvalg må gå ud fra, at bogen reflekterer David Nielsens bedste erindring af forløbet.
Etisk Udvalg finder derfor – desværre – ikke anledning til at rejse spørgsmålstegn ved, om David Nielsen op til og under den pågældende kamp mod FCK havde det personøkonomisk drevne men sportsligt fuldstændig uacceptable ønske, at FCK skulle vinde.
Problemstillingen opstår, fordi finalen i Landspokalturneringen efter danske traditioner afvikles på Kristi Himmelfartsdag og dermed de i de fleste år på et tidspunkt, hvor Danmarksturneringen fortsat løber. Etisk Udvalg påpeger som en kuriositet, at der med den aktuelle stilling i Danmarksturneringen er en aktuel mulighed for, at den identiske situation kan gentage sig, idet FCK og AaB begge står med muligheder for at kvalificere sig til finalen, og idet FCK aktuelt ligger på en plads, der giver adgang til deltagelse i en UEFA-turnering, og idet AaB aktuelt ikke gør det.
Etisk Udvalg konstaterer herefter at det værn, DBU havde sat op heroverfor – DBUs særlige observatører – var ikke i stand til at afværge, at David Nielsen til dels havde held med sit forehavende.
3. Etisk udvalgs konklusioner og anbefalinger
Etisk Udvalg finder, at den af David Nielsen beskrevne adfærd i enhver henseende er uforenelig med de værdier, der bør gælde inden for sportens verden. Dette også selv, hvis det eventuelt skulle lægges til grund, at David Nielsen i forfatterens rolle har valgt at overdrive i sine beskrivelser.
Etisk Udvalg vurderer samtidig, at selve den kritisable handling var under og op til kampen. Etisk Udvalg finder derfor at alene Disciplinærudvalget bør kunne idømme straf herfor.
De efterfølgende indrømmelser i sig selv har så muligt på den ene side bidraget til David Nielsens forøgede indtjening, men på den anden side også bidraget til, at sandheden om David Nielsens sportsligt, etiske ståsted, er blevet klart for enhver. Etisk Udvalg er derfor ikke utilfreds med, at en spiller med den indstilling ikke længere spiller i en turnering under DBU, men finder ikke at den efterfølgende forklaring i sig selv er strafbar i Etisk Udvalgs regi.
Etisk Udvalg har herefter konstateret, at problemstillingen tager sit udspring i, at taberen i Landspokalfinalen kvalificerer sig til UEFA-Cuppen i en situation, hvor vinderen allerede er kvalificeret. Uagtet, at det som foran konkluderet er sportsligt aldeles uacceptabelt, må det også konstateres, at det er et uheldigt pres at lægge på skuldrene af spillere, at de som AaB i den konkrete situation kunne have både økonomisk og langsigtet sportslig succes ved at tabe en i sammenhængen "ligegyldig" turneringskamp.
Selvom der er al mulig grund til at anerkende, at de øvrige AaB-spillere helt åbenbart - 10 mod 12 – kæmpede deres chance, så ville det være ønskeligt, om risikoen for en gentagelse elimineres – eller som det mindre reduceres.
Etisk Udvalg peger her på, at risikoen kan elimineres, hvis reglen om, at taberen af Landspokalfinalen kan gå videre, ophæves, således at pladsen kommer til at tilfalde den i Danmarksturneringen, der herefter er bedst kvalificeret. Etisk Udvalg anbefaler denne mulighed selvom Etisk udvalg er opmærksom på, at dette formentlig forudsætter godkendelse fra UEFA.
Alternativt bør Landspokalfinalen flyttes til at ligge som afslutning på et fodboldår, og dermed efter afslutningen af Danmarksturneringen. Etisk Udvalg finder ikke, at sentimentale hensyn knyttet til mangeårige traditioner skal veje til fordel for risikoen for en gentagelse. Etisk Udvalg er opmærksom på, at denne sidste løsning ikke i sig selv eliminerer risikoen. Et hold, der har kvalificeret sig til finalen og som i én af de sidste kampe møder sin pokalfinalemodstander, vil fortsat kunne være i en situation, hvor vedkommende på samme måde som David Nielsen ville kunne begynde at tænke egen økonomisk og ikke sportsligt.
Etisk Udvalg
For evt. kommentarer henvises i denne sag til: Ole Borch, Telefon 7227 3555