Tredje kendelse i sagen om den ikke-gennemførte Viasat Divisionskamp mellem Boldklubben Frem og Lolland-Falster Alliancen den 14. september sidste efterår sikrer rækkens bundhold en kamp mod rækkens midterhold.
Viasat Divisionskampen mellem Boldklubben Frem og Lolland-Falster Alliancen (LFA) den 14. september sidste efterår blev aldrig gennemført.
Et større antal spillere fra LFA var således blevet ramt af et maveonde, og klubben meddelte derfor forfald til kampen klokken 13.00 i Valby Idrætspark.
I en kendelse senere samme måned afgjorde DBUs DM-disciplinærudvalget, at der var tale om en force majeure-situation, idet mindst 10 spillere fra Lolland Falster Alliancen mellem fredag den 12. og søndag den 14. september angiveligt var blevet ramt af en virus, og kampen derfor skulle spilles på et senere tidspunkt.
Teknisk kendelse fra bestyrelsen
Udvalget gav ved samme lejlighed Frem mulighed for at anke afgørelsen til DBUs bestyrelse, som ved behandlingen på dens møde i oktober imidlertid ikke fandt, at der var tale om en force majeure-situation og dermed lovlig aflysning, da LFA søndag formiddag den 14. september valgte ikke at stille op til kampen.
Bestyrelsen var af den principielle opfattelse, at klubben allerede lørdag, efter meldinger om de første sygdomstilfælde indløb, skulle have forberedt sig på at sikre sig det nødvendige antal spillere til førsteholdets kamp i Valby Idrætspark søndag eftermiddag.
Bestyrelsen fandt det tillige mangelfuldt og kritisabelt, at klubben hverken informerede turneringens administrator, DBU, eller modstanderen, Frem, om situationen allerede lørdag.
Roskilde-syge var force majeure
DBUs Appeludvalg har fredag behandlet LFAs anke af bestyrelsens kendelse, hvori udvalget blandt andet konkluderer:
”Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Fødevarestyrelsen, har i notat af 30. september 2008 konkluderet, at der var tale om et noro-virus-udbrud, også kaldte Roskildesyge. Den pågældende virus har typisk en inkubationstid 15-77 timer (oftest mellem 24 og 48 timer) og en sygdomsvarighed på 12-60 timer.
Fødevarestyrelsen har endvidere konkluderet, at smittekilden sandsynligvis ikke stammer fra den mad, der blev serveret ved en fællesspisning den 11. september 2008, men må komme fra en anden kilde.
På grundlag af Fødevarestyrelsens notat og de indhentede lægeerklæringer anser Appeludvalget det for godtgjort, at adskillige LFA-spillere var sygdomsramt op til kampen mod Frem den 14. september 2008.
Ud fra Fødevarestyrelsens beskrivelse af forløbet af et sådant sygdomsudbrud og ud fra de af LFA beskrevne bestræbelser for at disponere spillere til kampen mod Frem finder Appeludvalget det godtgjort, at det reelt var umuligt for LFA at forudse sygdomsudbruddets videre udvikling og disponere spillere med henblik på kampen mod Frem.”
”Ud fra en samlet vurdering af sagen finder Appeludvalget, at der i det konkrete tilfælde er tale om force majeure-lignende omstændigheder, der gør, at LFAs afbud til kampen må anses for lovligt forfald.”
Ny kamp fastsættes i næste uge
Udvalget noterer endvidere, at ”selv om det er en kendsgerning, at DBU aflyste kampen, er Appeludvalget dog af den opfattelse, at DBU ikke kan tillægges ansvar for aflysningen alene af den grund, at DBU som administrator ikke havde nogen anden mulighed end at aflyse kampen, da LFA ikke så sig i stand til at stille hold på grund af sygdom blandt spillerne.”
På den baggrund tilsidesætter Appeludvalget i dets kendelse bestyrelsens afgørelse fra den 25. oktober, hvorefter DBUs DM-programudvalg i næste uge vil finde en dato til gennemførelse af kampen.
Som en konsekvens af Appeludvalgets kendelse bliver Frem frataget de tre points og målscoren 3-0, som klubben blev tilkendt ved bestyrelsens kendelse i oktober.
Den opdaterede stilling i Viasat Divisionen fremgår her.
Dermed er sagen afgjort i DBUs eget regi, men Appeludvalgets afgørelse kan i henhold til DBUs Love paragraf 32.1 dog indbringes for Danmarks Idræts-Forbunds Appeludvalg.
Appeludvalgets kendelse fredag den 27. februar kan læses i sin helhed i vedhæftede PDF-dokument:
Læs også: