SAS Liga-dommer Jesper Bæk Overgaard satser på familien og civil karriere fremover, og stopper som domme i den bedste hjemlige række. Divisionsdommerne John Gantfeldt og Ulrik van der Leeden stopper efter weekendens kampe.
| |  |
| | Jesper Bæk Overgaard stopper som dommer i SAS Ligaen efter tre sæsoner. Foto Per Kjærbye.
|
De øverste danske rækker slutter i disse uger.
Dermed gør dommerne og DBUs Elitedommergruppe sig tanker om fremtiden i almindelighed og den kommende sæson i særdeleshed.
I den forbindelse har SAS Liga-dommer Jesper Bæk Overgaard, 34 år, meddelt Elitedommergruppen, at han stopper som topdommer. Det sker efter tre sæsoner med i alt 40 SAS Liga-kampe.
”Det er lidt vemodigt at stoppe sin karriere i en forholdsvis tidlig alder, men i takt med de stigende krav til elitedommerne er det blevet markant sværere at opretholde en fornuftig balance mellem arbejde, familie og fritidsliv. Når man har et krævende job lagt sammen med de hjemlige udfordringer, så har ugen ikke længere timer nok til at også at indeholde en dommerkarriere på topplan. Det vælger jeg nu at tage konsekvensen af og hellige mig mere tid til familien,” udtaler Jesper Bæk Overgaard, som uddannet cand. oecon, professionelt arbejder i den finansielle sektor og privat er gift og far til ét-årige Malthe og fire-årige Markus, som er ramt af autisme.
”I stedet for at ærgre mig over tidspunktet, så vælger jeg at se tilbage på 20 gode år som dommer, hvor jeg har dømt i alle rækker fra mikroput til SAS-liga og besøgt alle større stadioner i Danmark. At jeg opnåede at få de sidste tre år på det dommermæssige "landshold" i den bedste række, efterlader mig med en vis stolthed. Jeg har i samme periode oplevet både de positive og negative sider af at være i offentlighedens søgelys, og ser frem til en mere anonym tilværelse som tilskuer i fremtiden,” forklarer Jesper Bæk Overgaard, og slutter:
”Min sidste opgave i Superligaen var som fjerdedommer i guldkampen foran en udsolgt Parken sammen med gode dommerkollegaer, hvilket for mig var en værdig ramme for afslutningen af min dommerkarriere. Jeg ønsker alt mulig held og lykke til mine nuværende og fremtidige kollegaer i SAS-ligaen, som jeg vil følge med stor entusiasme i årene fremover.”
Jesper Bæk Overgaard var i sin anden sæson i SAS Ligaen udsat for kritik i medierne efter to episoder i en SAS Liga-kamp mellem AGF og FC Nordsjælland, hvorefter Elitedommergruppen påsatte ham til nogle kampe i de to øvrige rækker, hvor man fulgte ham tæt og gennem udviklingsarbejdet fik ham tilbage på SAS Liga-niveau allerede senere samme sæson.
”Jesper har gennem sin karriere som topdommer altid optrådt med stor professionalisme. Han var udsat for hård kritik i efteråret 2007, men han kom stærkt tilbage, og han slutter efter den bedste af sine tre sæsoner i SAS Ligaen,” fortæller formanden for DBUs Elitedommergruppe, Kaj Østergaard, og uddyber:
”Det er en forståelig beslutning, Jesper har truffet, og det er meget loyalt overfor både os i Elitedommergruppen og hans kolleger, at han vælger at meddele os sin beslutning, inden vi foretager vores indplaceringer af dommerne til den kommende sæson her senere på måneden.”
Med de afsluttende runder i Viasat Divisionen og 2. Division kommende weekend bliver det også til ophør for to erfarne dommere med over 100 divisionskampe bag sig i hver af de to rækker, idet Ulrik Svanholm van der Leeden og John Gantfeldt begge falder for aldersgrænsen på 45 år.
Ulrik Svanholm van der Leeden tog sin dommereksamen i 1996, og har siden 2001 dømt i 2. Division, mens John Gantfeldt kom op i Danmarksturneringen i 2002, og siden 2006 har dømt i Viasat Divisionen.
”Jeg vil på vegne af Elitedommergruppen gerne takke John og Ulrik for deres indsats gennem flere sæsoner. Vi ser mange kampe i landets næstbedste og tredjebedste række hver sæson som led i vores udviklingsopgaver, og vi har ved selvsyn set, hvordan der bliver spillet rigtig god fodbold i disse rækker. På samme måde bliver der ydet rigtig mange, gode dommerindsatser,” forklarer Kaj Østergaard, og uddyber:
”Men ligesom med spillerne, så er der ikke helt samme fokus på dommernes indsats i disse rækker, som vi kender fra SAS Ligaen. Men det gør ikke dommernes indsats i disse rækker mindre betydningsfuld, og John og Ulrik er to veteraner, der har sikret et højt dommerniveau i disse rækker.”
DBUs Elitedommergruppe foretager indrangeringen af dommerne og linjedommerne i Danmarksturneringen tirsdag den 23. juni.
Indrangeringerne vil traditionen tro derefter blive meldt ud her på siderne.