Silkeborg IF havde hjemmebanefordel i aftenens U/21 Stimorol finale i C-rækken syd/midt, men Ribe Boldklub trak det længste strå og tog pokalen med hjem
Der var lagt op til en yderst spændende finale i C-rækken Syd/Nord i DBUs U/21 Stimorol Cup, da Silkeborg IF og Ribe Boldklub stod overfor hinanden på Søholt Idrætsanlæg i Silkeborg.
Blandet andet på grund af hjemmebanefordelen måtte Silkeborg IF inden kampen påtage sig favoritværdigheden, men på grønsværen var der ikke stor forskel på de to hold.
Første halvleg var en meget tæt affære, som ikke bød på mange chancer, og efter 45 minutters spil kunne spillerne da også gå til pausen med stillingen 0-0.
Anden halvleg var ikke mere end syv minutter gammel, da Toke Laursen blev spillet fri i højre side af straffesparksfeltet, og uden at tøve placerede han sikkert bolden i nettet bag en sagesløs Thomas Sørensen i Silkeborg-målet.
Scoringen gav naturligvis gæsterne ekstra gejst, og selv om Silkeborg forsøgte at lægge pres på Ribe, så lykkedes det aldrig for hjemmeholdet at komme frem til de helt store chancer.
Seks minutter før tid blev kampen definitivt afgjort, da Karsten Viborg midt for mål scorede til 2-0.
Mere skete der ikke i kampen, og derfor modtog spillerne fra Ribe Boldklub fortjent guldmedaljer og DBUs vandrepokal imens der var sølvmedaljer til de tabende finalister fra Silkeborg IF.
Kampfakta:
Silkeborg IF – Ribe B 0-2 (0-0)
0-1 Toke Laursen (52.)
0-2 Karsten Viborg (84)
Tilskuere: 96
Se Silkeborg IF's vej til finalekampene her
Se Ribe B's vej til finalekampene her
Se resultater fra semi- og finalekampe her