Nyheder

Flere vil være elitetræner

0 anbefalinger
DBU har for andet år i træk oplevet stor efterspørgsel på de såkaldte A-træner-kurser, og har igen i år oprettet tre hold. ”Et stort løft til dansk fodbold,” lyder det fra DBUs træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk.
Flemming Povlsen er en af de trænere, der er i øjeblikket er i gang med A-træneruddannelsen.




For andet år i træk er antallet af ansøgere til DBUs A-træneruddannelse steget markant. A-træneruddannelsen er den næsthøjeste træneruddannelse i både DBU og UEFA-regi.
 
I alt 120 trænere har således i år søgt om at få en plads på DBUs A-træneruddannelse til næste sæson, en uddannelse, der er målrettet mod elitearbejde for ungdom og senior.
 
De mange ansøgninger betyder, at DBU for andet år i træk har valgt at oprette tre hold med plads til i alt 72 kursister. I 2004-06 gennemførte man hvert år et hold med A-kursister, mens man i 2007 og 2008 havde to hold.
 
Den stigende efterspørgsel skyldes blandt andet, at DBU for to år siden begyndte at stille større krav om trænernes træneruddannelse i forbindelse med implementeringen af klublicens på ungdomssiden – det gælder både på pige- og drengesiden. Træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk kalder det en rigtig positiv udvikling for dansk fodbold, der er med til at løfte dansk elitefodbold op på et højt niveau i europæisk sammenhæng.
 
”Det er da klart, at det faktum, at vi nu har indført A-licenskrav for trænere, der arbejder i vores ungdoms-eliteklubber, har alt andet lige givet en øget efterspørgsel på vores træneruddannelse. Men derudover ser vi også, at mange trænere ønsker en A-licens, da det også bliver et konkurrenceparameter imellem trænerne. Herudover ønsker mange også at dygtiggøre sig og blive en endnu bedre træner. Og det er jo rigtigt positivt for dansk fodbold,” forklarer Peter Rudbæk, 
 
 
Høje danske trænerkrav
 
I DBU har man ligeledes valgt at sætte niveauet og uddannelseskravene højt sammenlignet med en del andre europæiske nationer. Målet er at sikre veluddannede trænere på både ungdoms- og senior niveau, både på pige- og drengesiden:
 
”Vi optager i øjeblikket cirka 60 procent af de ansøgere, der søger. Dermed sikrer vi, at kvaliteten i uddannelsen bevares og at den fortsat ligger på et meget højt niveau. Så selv om mange i år har fået afslag, er muligheden der jo naturligvis igen næste år,” siger Rudbæk, der dog kan konstatere et større optag af pigetrænere end tidligere.
 
”På pigesiden har cirka 80 procent af ansøgerne fået en plads. At der nu er så mange, der ønsker en A-licens, skyldes især, at der på pigesiden er kommet et stort ønske for at sikre sig kvalificerede trænere, samt at der nok også tidligere været en mindre tradition for at sikre sig en elitær træneruddannelse på pigesiden. I dag ønsker man i klubberne kvalificerede trænere lige meget hvilke hold, du træner.”
 
UEFA arbejder i øjeblikket på at indføre en A-licens mere målrettet på ungdomstrænere – en såkaldt A-ungdom.
 
A-træneruddannelsen varer 120 timer og rummer blandt andet en intro-weekend, en studietur, et midvejsforløb og en afslutningsfase i december 2010. Uddannelsens overskrifter er fodbold, fysiologi, ledelse, fairplay og metode.
 
I alt er 310 fodboldtrænere i øjeblikket registeret med gyldig A-licens.

Af: Pia Schou Nielsen

06. november 2009, 11:32

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: