Nyheder

Indskifterne sikrede dansk sejr

0 anbefalinger
Det danske landshold startede skidt men sluttede godt, da de onsdag aften på NRGi Park i Århus slog USA med 3-1. De danske mål blev scoret af indskifterne Johan Absalonsen, Søren Rieks og Martin Bernburg.
 
De unge sikrede sejren i Århus. Her fejrer de tre målscorere Martin Bernburg, Johan Absalonsen, Søren Rieks scoringen til 1-1 sammen med landskollega Jakob Poulsen. Foto: Per Kjærbye/www.fodboldbillder.dk.
 


Otte minutter – tre danske mål – og en dansk 3-1 sejr over USA på NRGi Park onsdag aften i Århus var en realitet. Indskifterne sikrede en dansk sejr.
 
Men inden de kunne ’sejle op ad åen’ i Århus, var de 15.172 tilskuere, der havde trodset stormen og regnen, vidne til et dansk landshold, der i første halvleg havde svært ved at få kombinationsspillet til at fungere og smed mange unødvendige bolde væk.
 
Det var ellers tæt på at blive en dansk drømmestart da Jesper Grønkjær efter kun et minut er fri foran mål, men desværre sparker langt over mål. Noget der desværre var symptomatisk for det danske spil i størstedelen af første halvleg. Fem minutter efter er det amerikanerne, der er tæt på men godt kommet ned af Thomas Sørensen.
 
Selvsamme Thomas Sørensen er dog knap så heldig, da han får sparket en dårlig tilbagelægning ud til amerikanske Jeff Cunningham, der resolut udnytter gaven og meget flot sparker amerikanerne foran 1-0.
 
Det danske spil fungerer bare ikke og mange fejlafleveringer karakteriserer resten af første halvleg.

Derudover måtte Morten 'Duncan' allerede i første halvleg udgå og blev erstattet af klubkollegaen Martin Bernburg.

Nat og dag
Morten Olsen tager konsekvensen af den ustabile præstation i første halvleg og skifter i anden halvleg Johan Absalonsen, Søren Rieks og William Kvist Jørgensen ind i stedet for Jesper Grønkjær, Christian Poulsen og Daniel Jensen.
 
En klog beslutning ligner det, for det var de unge, der denne onsdag aften i Århus viste vejen i en kamp, hvor de to halvlege var som nat og dag. For selv om vindstyrken uden for stadion havde lagt sig i aftentimerne var det noget af en modvind amerikanerne mødte i 2. halvleg.
 
For hvad der ikke lykkedes i første halvleg fungerede upåklageligt i anden. Danmark får således en rigtig god start på anden halvleg, da Johan Absalonsen på en flot lang aflevering af Simon Kjær sikrer en dansk udligning – 1-1. Og otte minutter senere havde Danmark scoret yderligere to mål.

Først er det Søren Rieks, der på en aflevering fra den første danske målscorer sikrer en dansk 2-1 føring og få minutter efter er det Martin Bernburg der efter fremragende forarbejde fra Absalonsen og Rieks scorer til 3-1. Og det danske spil fortsætter i det høje tempo, der blev sat fra anden halvlegs start, og det lykkedes ikke amerikanerne at komme frem til betydelige chancer. Danmark scorer dog heller ikke yderligere, og derfor bliver kampens resultat 3-1 til Danmark over USA, der ligesom Danmark er klar til VM i Sydafrika næste sommer.
 
 
 
 
 
 

Af: Pia Schou Nielsen

18. november 2009, 10:47

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: