Michael Jacobsen, AaB, melder sig ind i klubben af skadede landsholdsspillere. Leon Jessen, FC Midtjylland, ny i truppen til landskampene mod Sydkorea lørdag aften i Esbjerg og USA onsdag den 18. november i Århus.
Landsholdstruppen er ramt af et nyt afbud.
Michael Jakobsen, AaB, har forladt landsholdslejren i Helsingør med den samme muskelskade i maven, som har plaget ham de seneste uger.
I stedet har landstræner Morten Olsen udtaget Leon Jessen, FC Midtjylland. Det er første gang, den 23-årige forsvarsspiller bliver udtaget til A-landsholdet efter i alt 15 officielle kampe fordelt på fire af DBUs ungdomslandshold.
Udover syv officielle kampe for U/21-landsholdet – den seneste mod Holland for halvandet år siden – har Leon Jessen også stiftet bekendtskab med landsholdenes spillestil gennem deltagelsen på U/21-landsholdets træningsture i 2007 og 2008, hvor han har spillet yderligere fire kampe for dette hold.
Leon Jessen tjekker ind i landsholdslejren senere tirsdag aften.
Landsholdstruppen kører fredag den 13. november til Esbjerg, hvor holdet gennemfører træning på Blue Water Arena klokken 18.30. Hele dette træningspas er åbent for publikum.
Efter kampen lørdag kører landsholdstruppen direkte videre til Århus, hvor forberedelserne til kampen mod USA starter med en kort træning søndag formiddag klokken 11.00 på AGFs baner.
Landskampen mod Sydkorea spilles på Blue Water Arena i Esbjerg lørdag den 14. november klokken 20.00, og landskampen mod USA på NRGi Park i Århus onsdag den 18. november givetvis med start mellem klokken 20.15 og 20.30.
Kampen mod Sydkorea er udsolgt, mens der p.t. fortsat er billetter til kampen mod USA.
Landsholdstruppen:
Se den aktuelle landsholdstrup
her
Læs også:
Billetsalg
Se landsholdet træne: