Efter en tæt finale mellem Holstebro B og Hjørring IF, kunne vestjyderne lade sig hylde som de første danmarksmestre i Futsal for U/19 Drenge
Hjørring FC – AB Tårnby 3-2
I Futsal Danmarksmesterskaberne for U/19 drenge, skulle Hjørring og AB Tårnby mødes i den første kamp.
Det blev en afventende start fra begge hold, hvilket ikke gav særlig mange åbne målchancer, men det blev dog 1-0 til Hjørring med 4 min. igen af 1. halvleg efter lidt klumpspil.
Et godt kæmpende AB Tårnby hold fik udlignet til 1-1 med 2 min. igen af første halvleg, hvor Sian Hansen, formåede, at placere bolden højt oppe i målet.
Hjørring kom igen foran, da de scorede til 2-1 i starten af 2. halvleg. AB Tårnby formåede dog endnu en gang at kæmpe sig tilbage i kampen, og Martin Ziebrandtsen fik udlignet til 2-2 med 14 min tilbage af kampen. En kamp, som bød på masser af fight og intensitivitet, blev endnu et mål rigere, da en Hjørring angriber opfangede en fejlaflevering fra AB Tårnbys målmand.
Hjørring stod imod presset fra AB Tårnby og kunne hive en sejr i land.
Allerød Fodbold Klub – Holstebro B 2-3
Allerød mødte Holstebro B i kamp 2.
Kampen var meget lige, dog var det Allerød som kunne juble over den første scoring i kampen.
Holstebro var tæt på udligningen, da et flot langskud ramte overlæggeren med hjælp fra det yderste af Allerød målmandens fingerspidser.
Med 1:13 min. igen af 1. halvleg fik Allerød tilmed scoret til 2-0.
2. halvleg var endnu en tæt affære, hvor Holstebro var tæt på at få reduceret i 2. halvlegs start. Der skulle dog gå yderligere 5 min. før spillerne fra Holstebro kunne juble over deres reducerende scoring til 2-1.
Med 1:37 min. igen fik Holstebro udlignet efter en lang bold direkte fra målmanden, op til en angriber i en situation, hvor Allerøds målmand ikke så helt heldig ud.
Den jævne affære fortsatte i den forlængede spilletid, hvor det var Holstebro som kunne trække sig sejrrigt ud af kampen efter et sejrsmål 2:50 min før tid.
AB Tårnby – Allerød Fodbold Klub 3-6
Bronzekampen kom derfor til at stå mellem AB Tårnby og Allerød.
U/19 rækken bar præg af nogle taktisk dygtige hold, og kampen om 3. pladsen var ingen undtagelse.
Ud af ingenting fik Allerød pludselig scoret til 0-1 med 13:22 min. tilbage af 1. halvleg. Dermed var presset på AB Tårnby i forsøget på at komme tilbage i kampen. Men det var i stedet Allerød som kom foran 0-2 via et skud fra egen banehalvdel, som fangede AB Tårnbys målmand langt ude af målet i forsøget på opspil.
En flot dribling a’ la Laudrup fra Allerøds Magnus Lykke, bragte Allerød på 0-3 efter 8 min. spil.
AB Tårnbys målmand holdt liv i håbet med en flot langskudsscoring i slutningen af 1. halvleg. men Allerød var ovenpå igen, da de udbyggede deres føring til 1-4 med 3 min. tilbage. En god kontra udbyggede føringen til 1-5, inden Allerød kunne gå til pause efter en flot 1. halvleg.
2. halvleg startede med en reducering til 2-5 fra AB Tårnby efter et godt angreb. Men lige lidt hjalp det, da Allerød igen fik scoret, denne gang til 2-6 med 16 min. igen.
AB Tårnby gav dog ikke op og fik også reduceret til 3-6 efter 10 min. spil i 2. halvleg. Et efterfølgende pres fra AB Tårnby resulterede ikke i yderligere scoring.
Holstebro B – Hjørring IF 2-1
Finalen blev en stille affære mellem Holstebro og Hjørring.
En taktisk præget 1. halvleg blev løst lidt op, da Hjørring fik scoret med 2:34 min. igen.
Udover målet var der mange halve chancer til hvert hold, men det blev ikke til flere scoringer i en tæt 1. halvleg.
2. halvleg var der straks gang i, da Holstebro fik udlignet til 1-1 allerede efter 1:20 min. spilletid. En glidende takling fra en Hjørring spiller, var det næste som fik pulsen op i Maribo Hallerne. Det efterfølgende frispark udløste dog intet mål. Det gjorde det til gengæld, da en Holstebro angriber slap fri i venstre angribsside og sparkede bolden flot i mål til 2-1 føring.
En timeout med 7:17 min. igen gav holdene et tiltrangt pust. Herefter var det Holstebro, som var tæt på at udbygge føringen med 2:45 min. igen, men en god dobbelt redning af Hjørrings målmand holdt dem inde i kampen. Hjørring kom ikke tættere på en scoring, og dermed kunne Holstebro B lade sig hylde som Danmarksmestre i Futsal for U/19.