Maribo Hallen danner i weekenden rammen for en debut. Det er nemlig første gang, at der afholdes finalestævne i futsal for ungdommen på herresiden. U/17 og U/19-årgangen skal således kæmpe for at blive de første danmarksmestre i futsal. Gratis adgang til finalerne!
| |  |
| | Også ungdommen får i år mulighed for at dyste om titlen som danmarksmester i futsal. Her ses de seneste års vinder på herresiden, Albertslund, i aktion ved sidste års finalestævne. Foto: www.fodboldbilleder.dk. |
Når de otte finalehold på lørdag den 6. februar træder ind i Maribo Hallen er de således med til at skrive dansk fodboldhistorie. Det er nemlig første gang, at der i Danmark og DBU afholdes finalestævner i futsal for de to årgange – U/17 og U/19.
Futsal har i de seneste år vundet indpas i Danmark, og for første gang afholdes der altså i 2010 finalestævner for både ungdom og seniorer på både herre- og kvindesiden. Det teknisk udfordrende spil er både tempofyldt og publikumsvenligt, og er derfor også i stigende grad blevet populært, båder herhjemme og i udlandet.
Det er DBUs lokalunioner, der har afholdt det indledende kvalifikationsspil til weekendens finalestævne – et for henholdsvis Vest (Jylland og Fyn) og Øst (Bornholm, Sjælland og Lolland-Falster)
Pige-ungdom finalestævnet afholdes i forbindelse med seniorernes finalestævne i Branddrupdam-Hallerne ved Kolding i weekenden den 27. og 28. februar.
For U/17-årgangens vedkommende er det Hedensted IF, Sæby IF, Brøndbyernes IF og B 1903, der skal kæmpe om at blive den første danmarksmester i futsal i årgangen.
På U/19-siden er det Hjørring IF, AB Tårnby, Allerød Fodboldklub og Holstebro B, der skal dyste om titlen.
Stævnet indledes med to semifinaler, hvorefter der spilles om bronze sølv og guld.
Der er gratis adgang for publikum til de to finalestævner!
Program for lørdag den 6. februar i Maribo-Hallen
U/17
Kl. 09:00 Hedensted IF - B 1903
Kl. 10:00 Brøndbyernes IF - Sæby IF Skjold
Kl. 11:30 Taber i kamp 1 - Taber i kamp 2
Kl. 12:30 Vinder kamp 2 - Vinder kamp 1
U/19
Kl. 14:00 Hjørring IF AB Tårnby
Kl. 15:00 Allerød Fodboldklub - Holstebro B
Kl. 16:30 Taber i kamp 1 - Taber i kamp 2
Kl. 17:30 Vinder kamp 2 - Vinder kamp 1
Læs mere om futsal på dbu.dk/futsal.
