Nyheder

10 millioner kroner i overskud

0 anbefalinger
Trods fastholdelse af et generelt meget højt aktivitetsniveau og yderligere udgifter til talentudvikling i et år med global finanskrise kommer DBU ud af regnskabsåret 2008/2009 med et overskud på godt 10 millioner kroner.
Et vigende marked for salg af tv-rettigheder til udlandet betød, at intægterne fra DBUs primære indtægtskilde, Herre A-landsholdet, blev godt fem millioner kroner mindre end forventet. Alligevel ender DBU ud med et overskud på godt 10 millioner kroner for regnskabsåret 2008/2009. Foto: www.fodboldbilleder.dk

 


Driftsindtægterne i året har ikke helt levet op til forventningerne, men renteindtægter og kursreguleringer på unionens betydelige beholdning af obligationer på samlet cirka 6 millioner kroner mere end budgetteret mere end kompenserer for dette.
 
Det sammenholdt med en række besparelser på de udgiftskrævende aktiviteter i forhold til budget leder frem til et nettoresultat på godt 10 millioner kroner.
 
Indtægterne fra DBUs primære indtægtskilde Herre A-landsholdet blev, på trods af de flotte sportslige præstationer kulminerende med kvalifikationen til VM-slutrunden, godt 5 millioner kr. mindre end forventet, hovedsageligt som følge af et vigende marked for salg af tv-rettigheder til udlandet.
 
50 millioner til kvinderne og talenterne
 
Udgiftssiden domineres fortsat af aktiviteterne for ungdomslandholdene for piger og drenge, udviklingen af nye talenter og kvindefodbolden i bred forstand, idet DBU i regnskabsåret alene indenfor disse områder i regnskabsåret anvendte tæt på 50 millioner kroner. Kvindefodbolden stod her for de godt 15 millioner kroner.
 
Til aktiviteter og tilbud indenfor børne- og ungdomsfodbolden og økonomisk understøttelse af DBUs mange uddannelsestilbud til trænere, ledere og dommere blev tilsammen anvendt godt 12 millioner kroner.
 
”I en tid hvor mange virksomheder, idrætsorganisationer og professionelle sportsklubber har svært ved at få økonomien til at hænge sammen er der grund til at være ovenud tilfreds med det gode resultat, uagtet at en del af overskuddet skal tilskrives øgede kapitalindtægter i form af renter og kursreguleringer”, udtaler generalsekretær Jim Stjerne Hansen og tilføjer:
 
”Det er glædeligt, at vi på trods af finanskrise og de forholdsvis hårde tider, er i stand til at fastholde et ekstremt højt aktivitetsniveau og endog skabe økonomisk base for yderligere udvikling af dansk fodbold på alle niveauer.”
 
Forrige regnskabsår kom DBU ud med et underskud på 14 millioner kroner, mens der for regnskabsåret 2009/2010, der blev indledt den 1. november 2009, med kvalifikationen til VM-slutrunden i Sydafrika kan forventes et overskud som overstiger 10 millioner kroner.        

 

Af: Pia Schou Nielsen

16. januar 2010, 03:59

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: